TOP

Krænkelsessag får Det Kongelige Teater til at aflyse forestilling – britisk koreograf er i centrum

Opdateret 16. april klokken 12.56 med kommentar fra Det Kongelige Teaters kommunikationsdirektør, Magnus Restofte.

Anklager om krænkende adfærd har fået Det Kongelige Teater til at droppe den ellers planlagte helaftensballet ‘Frankenstein’, som skulle have haft premiere i foråret 2022.

Anklagerne er rettet mod den britiske koreograf Liam Scarlett, der står bag forestillingen, og som angiveligt skulle have krænket flere personer blandt Det Kongelige Teaters medarbejdere under prøveforløb i 2018 og 2019.

Det skriver Det Kongelige Teater i en pressemeddelelse, hvori det også understreges, at Liam Scarlett i 2020 var genstand for en undersøgelse i Royal Ballet i London efter anklager om krænkende adfærd, og at Liam Scarlett ikke længere er ansat ved Royal Ballet.

“Krænkende adfærd er uacceptabelt på Det Kongelige Teater, også fra gæstende kunstnere. Vores medarbejderes trivsel og sikkerhed har høj prioritet for os. Vi ønsker derfor indtil videre ikke at opføre den pågældende koreografs værker, og ‘Frankenstein’ i foråret 2022 er derfor aflyst. Et erstatningsrepertoire vil blive offentliggjort ved sæsonlanceringen den 3. maj,” udtaler teaterchef på Det Kongelige Teater Kasper Holten i pressemeddelelsen.

Uvist hvad anklagerne konkret går på

Teaterchefen understreger også, at beslutningen om at aflyse den planlagte forestilling ligger i forlængelse af teatrets politik imod krænkende adfærd – en politik, der gennem længere tid har arbejdet med at skabe tryghed for, at teatrets medarbejdere kan stå frem med oplevelser om krænkende adfærd.

“For os er det fundamentalt vigtigt, at vores medarbejdere har tillid til, at man altid kan komme frem med oplevelser omkring krænkende adfærd – og vide, at man bliver taget alvorligt,” tilføjer Kasper Holten.

Ifølge Det Kongelige Teaters kommunikationsdirektør, Magnus Restofte, er det ikke muligt at komme nærmere ind på karakteren af krænkelsesanklagerne mod Liam Scarlett. 

”Da det er en personalesag, så kan vi ikke komme yderligere ind på karakteren af den uønskede adfærd. Undersøgelsen i London (i Royal Ballet, red.) er fortrolig, så den kan vi heller ikke kommentere på,” udtaler han i en skriftlig kommentar til Kulturmonitor.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk