TOP

Konservative vil have fremskyndet kommende bestyrelser på kunstuddannelserne: “Vi kan jo ikke vente så længe”

Arbejdet med at koble en bestyrelse på hver af de syv uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet ser ud til at gå for langsomt. 

Det mener Konservatives kulturordfører, Birgitte Bergman, der med afsæt i den nylige ballade på Den Danske Filmskole og Det Kongelige Danske Kunstakademi ønsker at fremskynde tiltaget, som alle Folketingets partier som udgangspunkt bakker op om.

“Der har været for meget ballade på de institutioner. Der skal ryddes op, og det skal gerne gå hurtigt,” siger Birgitte Bergman til Kulturmonitor.

Deadline til oktober: “Vi kan jo ikke vente så længe” 

Som tingene ser ud nu, er det op til et 13 personer stort udvalg bestående af rektorer, studerende, ansatte, aftagermiljøer og eksperter i ledelse og uddannelse at nå frem til, hvordan man på bedste og mest hensigtsmæssig vis får koblet bestyrelser på alle de syv kunstneriske uddannelser under Kulturministeriet.

Det sker som led i en undersøgelse af hele kunstuddannelsesområdet, der forventes færdig til oktober. Men det er der ifølge Birgitte Bergman for længe til.

“Vi kan jo ikke vente så længe. Vi har for nyligt set flere eksempler på, hvordan tingene kan blusse op, når der ikke er bestyrelser til at give ro i uddannelsesmiljøet og det ledelsesmæssige bagland. Det ville være rigtig sundt for de her institutioner at have en fagligt orienteret bestyrelse i ryggen. Det kan jeg ikke se, at vi behøver at gå i dybden med i den undersøgelse. Jeg aner ikke, hvad den kommer til at konkludere på,” siger ordføreren.

Beslutningsforslag på vej

I et nyligt interview har Kunstakademiets tidligere rektor, Kirsten Langkilde, bakket op om bestyrelsestiltaget, men også betonet, at en eventuel bestyrelse skal sammensættes med omtanke og forståelse for uddannelsesinstitutionernes kompleksitet. 

Det taler sig ind i en igangværende debat om, hvor vægten i en bestyrelse skal lægges, og som flere politiske partier – fra Dansk Folkeparti til Radikale Venstre – har bidraget til. 

Bestyrelsesmanøvren virker ikke bare lige til. Bør man ikke give de 13 medlemmer arbejdsro og få forarbejdet på plads, selvom det tager tid?

“Jo, men jeg kan da ikke sidde og vente på, at der er en S-ledet regering, der kommer tilbage og melder noget ud på baggrund af en undersøgelse. Nu siger jeg, hvad jeg vil. Jeg synes, vi skal tage action på det her og kigge hinanden i øjnene og sige, at det er det, vi vil. Hvorfor skal vi vente på det andet?” siger Birgitte Bergman.

Hun lægger i øjeblikket sidste hånd på et beslutningsforslag, som skal give bestyrelsessnakken “et parlamentarisk skub”.

“Det er jo fint, at alle de her partier bekendtgør, at de bakker op om en bestyrelse på Kunstakademiet og de andre kunstuddannelser. Men man kan ikke bare læne sig tilbage og sige: ‘Så venter vi bare’. Det her handler for mig om at sende et politisk signal, der gør det klart, at jeg mener det her alvorligt, og at bestyrelser er noget, som vil gavne vores uddannelsesinstitutioner og skabe den fornødne ro,” siger ordføreren.

Det har været nævnt, at der er behov for at aflønne eventuelle bestyrelsesmedlemmer rimeligt og dermed sikre sig, at de sætter sig ind i meget komplekse og omfangsrige strategipapirer og lignende. Hvad tænker du om det?

“Hvordan bestyrelserne i sidste ende skal sammensættes, er vel ministerens ansvar.”

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk