TOP

Konkursramte Arnold Buscks butikker kan blive overtaget af Bog & Idés boghandlere

29 Arnold Busck-butikker kommer i den nærmeste fremtid til at stå tomme, da bogkæden indgav en konkursbegæring i slutningen af april. Nu har flere butiksejere i Danmarks største boghandler, Bog & Idé, planer om at overtage flere af konkurrentens butikker.

Det skriver Berlingske

Bog & Idé består af 72 selvstændige boghandlere, der nu kigger på muligheden for at udvide deres forretning. Til Berlingske forklarer Marianne Lyngby Pedersen, der er direktør for Indeks Retail A/S og dermed kædekontor for blandt andet Bog & Idé, at hun har en klar forventning om, at butiksejerne i Bog & Idé kigger på Arnold Buscks butikker. Hun har faktisk allerede fået flere henvendelser fra butiksejere om råd og vejledning i forbindelse med en potentiel overtagelse. 

Da Arnold Busck indgav en konkursbegæring i april, forklarede de, at likviditeten var sluppet op, og coronakrisen havde gjort det umuligt at holde virksomheden kørende. Dette skyldes blandt andet, at Arnold Busck i forvejen blødte økonomisk. 

“Vi har gjort alt, der står i vores magt, for at virksomheden kunne køre videre, men det har desværre ikke været muligt,” skrev virksomheden.

Bog & Idé er modsat Arnold Busck drevet af de enkelte ejere, og Marianne Lyngby Pedersen siger, at det handler om, hvorvidt den enkelte ejer vil ekspandere, hvilket Indeks Retail A/S kan være med til at rådgive om.

»Det er den enkelte ejers initiativ, og vores ejerkreds er rigtig dygtig til at vurdere, om det er noget, de skal gå ind i,« siger hun.

Sidste år glædede Marianne Lyngby sig også over, at Bog & Idé oplevede en fremgang på 130 procent i netsalg. Til Berlingske forklarer hun, at onlinesalget voksede med 150 procent i 2019 og er steget med næsten det femdobbelte under coronakrisen. 

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk