TOP

Koncertfarce fortsætter: Nationalistisk band spiller måske alligevel

Først skulle de have givet koncert den 20. april. Så blev koncerten aflyst, da der ikke forelå en lejekontrakt med koncertstedet, og nu siger bandets management, at koncerten skam finder sted, og at billetsalget fortsætter ufortrødent. Det skriver JydskeVestkysten.

Forvirringen bliver mere og mere udtalt omkring sagen med det kontroversielle sydtyrolske rockband Frei.Wild, og den koncert de angiveligt skulle holde den 20. april i Flens Arena i Flensborg. Frei.Wild bliver fra flere sider anklaget for højreekstreme sympatier, og der har i Flensborg rejst sig en folkelig modtand mod koncerten, som blandt andet er blevet skarpt kritiseret af byens overborgmester Simone Lange.

Protesterne fik i sidste uge ledelsen ved Flens Arena til at fastslå, at koncerten ikke ville blive gennemført, da der ikke forelå nogen lejekontrakt med bandets management Global Concerts Touring. Men nu siger bandets management, at de ikke kender til nogen aflysning.   

“Vi har den begrundede formodning, at der på regulær vis er indgået en bindende lejeaftale. Derfor har vi imødegået Flens Arenas modstridende opfattelse og undersøger de juridiske aspekter,” lyder det fra Frei.Wilds management til mediehuset SHZ.

“Skulle koncerten blive aflyst, vil vi bestræbe os på at finde en alternativ dato. I tilfælde af en aflysning eller flytning af koncerten, har køberne naturligvis ret til at levere entrebilletterne retur og få deres penge tilbage,” fortsætter Global Concerts Touring.

Koncertdatoen 20. april er i øvrigt Hitlers fødselsdag.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test