TOP

Komponist om erhvervs-debat: Kunst skabes af indre nødvendighed, men kan sagtens være igangsat af en ydre anledning

Debatindlæg: Fra tid til anden kommer diskussionen op, om kunstnerisk skaben er et erhverv på lige fod med et hvilket som helst andet selvstændigt erhverv. Er dét at komponere en melodi, male et billede eller skrive et digt blot et kreativt job i lighed med det, som mange andre mennesker bestrider? Eller kan det slet ikke sammenlignes? Er der for kunstneren og den kunstneriske proces sammenhæng mellem honorar/økonomi/indkomst på den ene side, og processen og det færdige værk på den anden side?

Som komponist bliver jeg inspireret og motiveret af mange forskelligartede påvirkninger: Mine følelser – om det er glæde, jubel, savn eller sorg, ydre ting som et oprørt hav eller en forunderlig stjernehimmel, eller det kan være en dør, der knirker, eller en sundhedsmæssig udfordring, og endelig kan en bestilling, hvor en institution, myndighed eller person forespørger på et konkret værk, være katalysatoren.

Der behøver således ikke nødvendigvis at være en anledning eller en bestilling til værkskabelsen, men for mig fremmer det klart processen. 

Anderledes ser Jon Eirik Lundberg fra Læsø Kunsthal på kunsten. I et debatindlæg i Kulturmonitor den 11/11 2020, skriver han:

”… Der er bare ingen ligheder mellem almindeligt erhverv og kunstnerisk virksomhed. Som i absolut ingen, og da slet ikke økonomisk. Kunstværker opstår ikke, fordi nogen bestiller dem. De bliver ikke til på en måde, som kan overføres til andre kunstværker.”

Mange kunstværker er skabt på baggrund af en bestilling

Men mange kunstværker er netop skabt på baggrund af en bestilling; det gælder f.eks. udsmykningsopgaver. Inden for musikken er Bent Fabricius-Bjerre et godt eksempel på en komponist, hvis omfattende kunstneriske produktion udelukkende består af bestillingsværker (bortset fra en enkelt melodi).

Fra min egen andedam kan nævnes teatermusik, bigbandnumre eller melodier til Johannes V. Jensens digte. Ingen af disse værker ville have hørt dagens lyd, hvis ikke den kreative proces var igangsat på baggrund af en bestilling.

Mange komponister og lydproducere bruger klip fra andre værker, som de sampler ind i deres egne. Det er en meget konkret måde, hvorpå dele af et eksisterende værk indgår i et nyt værk. 

Kunst skabes af en indre nødvendighed, men processen kan – og må gerne efter mit hoved og hjerte – være igangsat af en ydre anledning.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribenternes holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Forfatter, komponist og freelanceunderviser på UCN og CFU.