TOP

Komponist bliver ny bestyrelsesformand for Koda

Efter seks år i spidsen stopper Niels Mosumgaard som formand for Kodas bestyrelse. I stedet bliver det hans navnebror Niels Rønsholdt, som overtager tøjlerne.

Ifølge Kodas vedtægter skal de skifte ud på formandsposten hvert sjette år. I en pressemeddelelse skriver Koda, at Niels Mosumgaard har en spillet afgørende rolle i at drive foreningen igennem nogle vigtige år med store forandringer.

Direktør Anders Lassen har kun rosende ord til overs for den nu afgående formand og giver ham en stor del af æren for de forandringer organisationen har gennemgået i hans formandsperiode. Blandt andet er hele governance-strukturen blevet moderniseret samtidig med, at man teknologisk og i forhold til nye forretningsmodeller og internationale samarbejdsrelationer er stået et stort skridt fremad.

“Der er stadig masser at tage fat på, heldigvis, for der er gang i udviklingen, også udenfor Koda. Men der er ingen tvivl om, at vi skylder Niels Mosumgaard en enorm tak for hans ukuelige, insisterende fokus på, at tiden var inde til et opgør med gamle magtstrukturer og måder at gøre tingene på. For selvom det har været svært og modstandsfyldt i perioder, har alle udfordringer været drevet af ét bærende fokus: At Koda er medlemmernes, alle medlemmers, og at det skal drives som sådan og som aktør i en ny global virkelighed: Demokratisk og med ordentlighed, gennemsigtighed og åbne øjne. Det arbejde fortsætter vi med uformindsket styrke,” siger Anders Lassen.

Den 41-årige komponist Niels Rønsholdt skal nu i samarbejde med bestyrelsen fortsætte med at sikre et stærkt og konkurrencedygtigt Koda i fremtiden. Niels Mosumgaard bliver siddende i bestyrelsen som medlem.

Den nye bestyrelse i Koda:

  • Niels Rønsholdt (formand, autorrepræsentant)
  • Ole Dreyer (næstformand, formand for Musikforlæggerne)
  • Anna Lidell (næstformand, formand for DJBFA)
  • Bent Sørensen (autorrepræsentant, formand for DKF)
  • Frans Bak (autorrepræsentant)
  • Niels Mosumgaard (autorrepræsentant, formand for DPA)
  • Loui Törnqvist (forlagsrepræsentant)
  • Søren Winding (forlagsrepræsentant)
  • Niels Marthinsen (autorrepræsentant)
  • Jens Visby (medarbejderpræsentant)

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test