TOP

Kommuner går glip af støttekroner fra kunstpulje: “Man skal vide, at puljen findes for at søge den”

Knap en million kroner afsættes hvert år til at fremme billedkunst i danske kommuner. Det er Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst, der afsætter midlerne, men op til kommunerne i Danmark at søge om pengene.

Det er bare ikke hvert år, de gør det. Derfor står puljen stadig med beholdning, når året er omme, hvilket betyder, at flere kommuner kunne få glæde af de penge, der skal være med til at skabe mere billedkunst i Danmark. Det skriver Fagbladet Billedkunstneren.

“Hensigten er, at man vil have mere fokus på billedkunst i kommunerne. Vi er fokuseret på kvalitet, og hvis kommuner vil arbejde med billedkunst og inddrager fagpersoner, vil vi gerne støtte,” siger Lisette Vind Ebbesen, der er formand for Projektstøtteudvalget for Billedkunst, til Fagbladet Billedkunstneren.

Puljemidlerne er tænkt til brug på udvalg, der skal arbejde strategisk med at få kunsten ud i kommunerne. Penge til produktion af reelle værker kan søges fra andre puljer. Men det er bare ikke alle kommuner, der har disse såkalte billedkunstråd.

Medfinansiering

Lejre Kommune er en af de kommuner, der har et sådant billedkunstråd. Kommunen har sørget for en medfinansiering på 50 procent af beløbet, hvilket er et kriterie for, at en kommune kan få del af puljemidlerne fra Statens Kunstfond.

På den baggrund har Lejre Kommune i perioden 2014-2017 modtaget 272.500 af i alt 800.000 kroner fra Statens Kunstfond. Men det er måske ikke alle kommuner, der ser kravet om medfinansiering som en overkommelig opgave.

“Det har været svingende fra år til år, hvor mange der har søgt, og vi forestiller os, at kravet om medfinansiering kan være årsagen til det,” siger Lisette Vind Ebbesen til Fagbladet Billedkunstneren, som har foretaget en optælling fra 2015-2018, der viser, at mens der i 2015 blev givet 810.000 kroner til kommuner i Danmark, blev der i 2017 kun givet 479.650 kroner.

Det efterlader altså et større beløb, der i praksis kan søges af enhver kommune med et såkaldt billedkunstråd. Såfremt de kan sikre en medfinansiering på halvdelen – og såfremt de kender til puljemidler i første omgang.

“Man skal vide, at puljen findes for at søge den. Sidste år lavede vi en oplysningskampagne, hvor vi tog rundt i landet for at undersøge, hvordan det går med billedkunsten i eksempelvis Sønderjylland og for at fortælle, hvilke muligheder der er for at søge om støtte. Den slags skal vi måske gøre mere af,” siger Lisette Vind Ebbesen til Fagbladet Billedkunstneren.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på kasper@kulturmonitor.dk.