
Kommune kæmper for nyt egnsteater
Parkteatret i Frederikssund har en drøm: De vil være Nordsjællands tredje egnsteater. Den drøm er nu ét skridt tættere på at blive realiseret, da Frederikssund Kommune er gået ind i kampen.
Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
I Frederikssund Byråd har der været enighed om at lave en budgetaftale, der afsætter 1,56 millioner kroner til at drive Parkteatret som egnsteater i årene 2021-2024.
Generelt vil Frederiksborg Kommune slå et slag for scenekunsten i kommunen. Sidste måned kom det frem, at de havde indgået en samarbejdsaftale med syv forskellige teaterforeninger i kommunen i håbet om at blive tydeligere på teaterlandkortet.
Parkteatret skal være et teater for både de helt små i børnehaven og de ældre på plejehjemmet. Derfor glæder det også teaterdirektør i Parkteatret, Karen Nielsen, at kommunen vil gøre teatret til et egnsteater.
“Det er fantastisk for hele kommunen. Vi vil sørge for, at vi bliver en samlende kraft – en lim til at binde hele kommunen sammen og lave teater for alle aldersgrupper. Alle skal kunne mærke, der kommer et egnsteater i Frederikssund,” siger en glad Karen Nielsen, direktør i Parkteatret og skuespiller.
I forvejen har Nordsjælland to eksisterende egnsteatre: Mungo Park i Allerød og Hamletscenen i Helsingør, selvom sidstnævnte i en evaluering ikke levede op til kravene for et egnsteater.
Frederiksborg Amts Avis skriver, at budgettet vedtages endeligt tirsdag den 6. november. Til næste år skal teatret i samarbejde med kommunen lave en ansøgning til Projektstøtteudvalget for Scenekunst under Kulturministeriet. En ansøgning der skal godkendes, førend Parkteatret bliver et egnsteater.