TOP

Kommune er gået på idéjagt til stor teaterfestival

Når den omrejsende festival for børne- og ungdomsteatre, Aprilfestival, til næste år fejrer sit 50 års jubilæum, foregår det i Holbæk Kommune. 

Kommunens kulturforvaltning har derfor netop afholdt et stormøde for at få bud på gode idéer til festivalen, som holder en kadence på gennemsnitlig 100 gratis forestilling om dagen i syv dage. Det skriver Sjællandske Medier

“Det er vigtigt, at I forsøger at tænke ud af boksen. Det bliver stort, så vi kan ligeså godt tænke stort,” lød opfordringen ifølge Sjællandske Medier fra Sisse Østergaard, der er den lokale projektleder for Aprilfestival.

Blandt de idéer, der kom på bordet, var blandt andet en teaterforestilling på Orø-færgen eller i et autoværksted. Teater i Jyderup Fængsel, i Holbæk Sportsby og Vangkvarteret i Holbæk samt en forestilling med et afterparty i form af et sodavandsdisco.

Aprilfestival er verdens største festival for børne- og ungdomsteater, og den blev i år afviklet i Hjørring Kommune. I 2020 vil festivalen finde sted i perioden: 19.-26. april.

 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.