TOP

Kommune dropper salg af tidligere bymuseum til Remee og partnere og baner vejen for drøm om klassisk musikhus – hvis fondene er med

Der bliver ikke noget “multikulturhus” i det gamle bymuseum på Vesterbrogade i København. Et flertal i Københavns Kommunes økonomiudvalg har afvist et salg af bygningen til en gruppe af bejlere, der ud over musiker og producer Remee Jackman også talte Aros-direktør, Erlend Høyersten, chef for Copenhagen Phil, Peter Lodahl, og ejendomsinvestor Steen Mengel, skriver Politiken. 

De ønskede ellers at skabe et privatejet kulturhus under navnet VRBRO59, men ved at trække salget af huset helt tilbage, imødekommer økonomiudvalget det ønske, som blandt andet kultur- og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde (Å) tidligere har givet udtryk for, og som nu baner vejen for folkene bag projektet Musikhuset København.

Kræver støtte fra fonde

Som omtalt flere gange i Kulturmonitor ønsker de, at huset forbliver på kommunale hænder, men at driften overdrages til et hus med fokus på klassisk og akustisk musik. En idé som over en bred kam er blevet taget positivt imod, men som kræver ikke blot kommunal opbakning, men nok så meget en omfattende støtte fra private fonde. Alene en istandsættelse af huset er blevet vurderet til at løbe op i et tocifret millionbeløb og de penge er kommunen ikke klar til at finde, som det ser ud nu.

I styregruppen bag Musikhuset København ser man dog kommunens træk som et stort skridt i den rigtige retning. 

“Vi har oplevet hundrede procent opbakning, og det er fantastisk. Nu har vi et udgangspunkt, som er solidt,” siger musiker Viktor Wennesz fra styregruppen, der har fået en lang række musikalske aktører som blandt andet Dansk Musiker Forbund, Danish String Quartet, Danmarks Underholdningsorkester, Klang Festival, vokalensemblerne Theatre of Voices og Musica Ficta bag sig.

I sidste ende er det Borgerrepræsentationen, der, efter indstilling fra økonomiudvalget, skal beslutte, som salget af det tidligere bymuseum endelig skal droppes. Hele sagsforløbet er dog inde i øjeblikket påvirket af coronasituationen. 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk