TOP

Kommentar: Vil teaterindustrien være sin egen værste fjende?

Debatindlæg: Det offentlige investerer millioner af skattekroner i dansk teater år efter år. Publikum strømmer til, og der er flere danskere, der går i teatret end til de heftigt medieeksponerede fodboldkampe i Superligaen. 

Alligevel er offerrollen tilsyneladende teaterindustriens foretrukne karakter i den offentlige debat. Dertil kommer arrogante vildfarelser om, at de offentlige investeringer foretages for teatrene og deres ansattes skyld.

Det så vi senest for fuld udblæsning i forbindelse med Københavns Kommunes fordeling af fireårige investeringer i de små storbyteatre på knap 175 millioner kroner.

175 millioners kroners grotesk spareøvelse?

“Grotesk” og “alt er barberet ned til en spareøvelse.” Sådan lød reaktionen fra teatermediet Iscene på Københavns Kommunes fordeling af investeringer i de små storbyteatre.

Nu er Iscene – heldigvis – ikke talerør for teaterindustrien, men tilsvarende reaktioner fra teaterfolk kunne ikke desto mindre læses i stort tal på Facebook i tiden omkring kulturudvalgets afgørelse i forsommeren. “En katastrofe” blev de kommunale investeringer blandt andet kaldt.

Få satte sig ind i fakta: De næste fire år investerer Københavns Kommune flere penge i de små storbyteatre, end den gjorde de forgangne fire år. Ganske vist for at kompensere for et reduceret statsligt bidrag, men ikke desto mindre kanaliseres der flere skattekroner fra det kommunale budget ud til bydelsteatrene. Den samlede sum ligger dermed på niveau med den foregående fireårige periode.

Alt i alt en temmelig tvivlsom definition på såvel katastrofe som spareøvelse.

Privilegerede Vesterbro

Og så var der kommunens principper for fordeling: Tilsyneladende kom det som et chok for dele af teaterindustrien, at politikernes målsætning er, at der skal produceres teater i alle Københavns bydele. Dette og de øvrige principper har ellers været åbne og frit tilgængelige, siden den politiske proces blev indledt sidste år. Princippet om teater i alle byens bydele var i øvrigt også gældende for fire år siden.

Som følge af princippet besluttede kommunens kulturudvalg at sætte et øvre investeringsloft på fem millioner kroner årligt per teater. Det ramte i denne omgang primært Vesterbro, der med hele fire teatre er Københavns mest privilegerede bydel, hvad angår teaterudbud: Teatret ved Sorte Hest, Teatret Zeppelin, Husets Teater og Sort/Hvid. 

De to sidstnævnte, der ligger klods op ad hinanden i Kødbyen, blev hver skåret med 1,2 millioner kroner, så de landede på de maksimale fem millioner kroner om året. Således tilflyder der de næste fire år Kødbyen 40 millioner kroner at producere teater for.

De 2,4 millioner kroner om året, som Kødbyen mister, bliver overvejende omfordelt til de – hvad teater angår – underforsynede bydele Sydhavn og Nordvest.

Arrogante vildfarelser

Så var fanden ellers løs i dele af teaterindustrien. En proteststorm fra især Sort/Hvid og deres fans blandt kollegerne afslørede, at de grundlæggende ikke har forstået, hvorfor kommunen overhovedet investerer skattekroner i teatrene. Protesterne åbenbarede den vildfarelse, at det er for eksempel Sort/Hvids kunstneriske leder, der bliver investeret i.

Lad os én gang for alle ramme en tilspidset telefonpæl gennem denne vrangforestilling: Det er ikke skiftende teaterchefer, uanset hvor længe de klæber til taburetten, der investeres i. Det er borgernes adgang til teater, der investeres i.

Det er kontrakten: Kommunen investerer i os, og til gengæld rører, begejstrer, provokerer og underholder vi vore (lokale) medborgere.

Vildfarelsen blev blandt andet udtrykt gennem arrogante formuleringer som “hvorfor skal kulturbudgettet bruges til socialpolitik”, underforstået at investeringerne i teater ikke skal spildes på pøblen i byens fattige kvarterer. 

Offerrolle og nedladende selvhøjtidelighed i en nærmest narcissistisk pærevælling.

Hvem bestemmer kvalitet?

I centrum af vildfarelsen, kunne vi forstå, er en idé om et fænomen kaldet “kunstnerisk kvalitet”. Det er til gengæld uklart, hvad det er, og hvem der bestemmer den? Er det Reumert-fætter-kusine-festen? Er det dem, der får udbetalt løn fra et givent teater? Er det publikum?

Særligt Sort/Hvids beherskede besøgstal kunne dog tyde på, at det ikke er sidstnævnte autoritet, der henvises til.

Hvem der bestemmer kvaliteten af teater, svæver således i vinden. Blot kunne vi konstatere, at der blev fremført et krav om, at kommunen skal tage den i betragtning, når de beslutter deres investeringer.

Yes, De læste rigtigt, kære læser: Et krav om at politikerne skal agere smagsdommer ved investeringerne i teater. En ophævning af armslængdeprincippet, kort og godt. Det er helt indlysende et krav, der hverken er bagt helt eller halvt færdig, endsige tænkt til ende. 

Bannerførerne for kravet kan for eksempel umuligt have overvejet følgende scenarier: At politikerne tyr til besøgstal som kriterium for kvalitet. At politikerne vurderer, at for eksempel Sort/Hvid gentager sig selv, og at det er på tide at nogle unge, nytænkende kræfter kommer til. At politikernes smag ikke flugter med repertoiret. Tilføj selv yderligere lidet ønskværdige scenarier til listen.

Kære kolleger i teaterindustrien: Den vej ønsker I ikke bevæge jer nedad. Som i absolut overhovedet ikke. 

Armslængden er vores ven. Åbenhed og gennemsigtighed om investeringskriterierne er vores ven.

Vilkårligt smagsdommeri fra skiftende politiske flertal er omvendt en nærmest suicidal tankegang.

Vi taler konsekvent os selv ned

Opstandelsen afspejler som skitseret grundlæggende fejlantagelser og faktuelt forkerte opfattelser, der tilsammen gør dele af teaterindustrien til en trussel mod sig selv. En komplet misforstået samfundsrolle, hvor man gør sig selv til både selvhøjtidelige og klynkende hovedpersoner, i stedet for, som det rettelig forholder sig, stolte tjenere for de virkelige hovedrolleindehavere: Skatteborgerne i almindelighed og publikum i særdeleshed.

Offerrollen er uden indlysende forbindelse til realiteterne: Dansk teater er rasende populært blandt publikum og prioriteres højt af politikerne landet over. Investeringen i dansk teater genererer desuden afledt omsætning i samfundet og gavner på den måde lokalsamfund og samfundsøkonomi. Vi er ikke ofre. Vi er en solstrålehistorie.

Konsekvensen af offerrollen er, at teaterindustrien konsekvent taler sig selv ned i stedet for op. Som strategi er det en blindgyde, for hvis vi virkelig ikke kan producere teater til folket for de nuværende millioner, hvorfor skulle det politiske niveau så investere flere? Hvorfor kaste gode penge efter dårlige?

Politikerne investerer klogt i teater, og så er det teaterindustrien selv, der erklærer det en dårlig investering? Det er jo både virkelig dumt og virkelig underligt.

Hold-kæft-bolche til Kødbyen

Enden på det temmeligt tossede drama om teatrene i Kødbyen blev som bekendt, at Borgerrepræsentationen i årets budgetaftale vedtog et hold-kæft-bolche i form af en ekstrabevilling til Husets Teater og Sort/Hvid. Der er jo kommunalvalg næste år. Tillykke til borgerne på Vesterbro!

Det er dog ikke særligt pædagogisk hensigtsmæssigt af kommunen, da bolcherne kan bekræfte dele af teaterindustrien i, at det nytter at skabe sig på faktuelt forkert, selvretfærdigt og stærkt usolidarisk grundlag.

Samtidig modsiger ekstrabevillingen ironisk nok endnu en gang den kroniske offerrolle: Den kommunale investering er vokset med yderligere godt seks millioner kroner de næste fire år. Desværre er store dele af teaterindustrien nok så fastlåste i sit selvvalgte martyrium, at heller ikke denne kontante anerkendelse i en for samfundet alvorlig krisetid formentlig trænger ind.

Det er vi simpelthen nødt til at ændre på, om så det kræver kollektiv samtaleterapi. Vi skal tale dansk teater op i øjenhøjde med en virkelighed, hvor vi er populære, anerkendte og tillige en god samfundsforretning. Ellers vedbliver vi at være vores egen værste – og stort set eneste – fjende.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

PR- og kommunikationschef på Teater Grob.