TOP

Kommentar: Kvindelige instruktørers Oscar-nomineringer er et historisk vendepunkt for Hollywood og resten af verden

Kommentar: Lina Wertmüller. Jane Campion. Sofia Coppola. Kathryn Bigelow. Greta Gerwig.

Hvad har disse fem instruktører til fælles?

De er alle blevet nomineret til en Oscar. Desuden er de alle sammen kvinder.

De er imidlertid også de eneste fem kvinder, der til og med 2020 er blevet nomineret i kategorien Bedste Instruktør.

Kun én af dem – Kathryn Bigelow for ‘The Hurt Locker’ – endte faktisk med at få overrakt det eftertragtede trofæ. Hertil kommer, at det først var i 1977, efter 48 år, at den første kvindelige instruktør – Lina Wertmüller – overhovedet blev nomineret.

Oscar-uddelingen har indtil videre været afholdt 92 gange. Siden prisuddelingens begyndelse og frem til 2020 har der været 453 nomineringer i instruktørkategorien. Det svarer til, at godt en procent af alle nominerede har været kvinder.

Netop i dag er nomineringerne til den 93. udgave af Oscar-uddelingen, som finder sted næste måned, så blevet offentliggjort.

Akademiet har valgt at nominere hele to kvinder i instruktørkategorien. Altså 40 procent af de nominerede i instruktørkategorien! Og det er – i sig selv, men i særdeleshed i et historisk perspektiv – en kæmpemæssig nyhed.

De to nominerede kvinder er Emerald Fennell for ‘Promising Young Woman’ og Chloé Zhao for ‘Nomadland’, der er nomineret sammen med Thomas Vinterberg for ‘Druk‘, David Fincher for ‘Mank’ og Lee Isaac Chung for ‘Minari’. 

De kvindelige instruktørers år

Golden Globes har allerede demonstreret, at 2021 er de kvindelige instruktørers år. Her var tre kvinder nemlig nomineret, herunder de samme to, som nu er nominerede til en Oscar – Emerald Fennell og Chloé Zhao – samt Regina King for ‘One Night in Miami’.

Zhao løb med prisen den 28. februar. Udover at vinde prisen foran de to øvrige kvinder, snuppede hun også trofæet for næsen af de to mandlige Hollywood-veteraner, David Fincher og Aaron Sorkin. ‘Nomadland’ vandt desuden den mest prestigefyldte filmkategori, Bedste Drama.

Hvor skelsættende og vigtig en prisuddeling Golden Globes end er, står det dog klart, at Oscar-uddelingen til stadighed – og trods megen retfærdig kritik gennem de senere år – fortsat er den største og mest betydningsfulde filmpris i verden.

Anerkendelsen af disse to kvinder er således et stort gennembrud, og der er al grund til at håbe på, at effekten heraf vil sprede sig som ringe i vandet.

Vil bane vejen for flere kvindelige stemmer i branchen

Branchemæssigt bør interessen for kvindelige instruktører naturligt stige. Dette vil i så fald betyde, at det vil blive lettere for kvinder at få deres film finansieret, og at det vil blive mere eftertragtet at medvirke i deres film – for både mandlige og kvindelige skuespillere.

Samtidig bør mediernes interesse tilsvarende stige, så film med kvindelige instruktører begynder at få markant mere af den opmærksomhed, de selvfølgelig fortjener.

Ideelt set vil alt dette bidrage til, at filmbranchen som helhed – både internationalt og herhjemme – kommer til at rumme langt flere kvindelige stemmer.

Med flere kvindelige instruktører vil vi samtidig få nye kunstneriske stemmer med et nyt perspektiv på verden. Med andre værdier og andre måder at tænke på. Ikke at film instrueret af kvinder per definition er bedre end film instrueret af mænd. Men kvindelige instruktører repræsenterer åbenlyst noget nyt og noget andet end deres mandlige modparter.

Et progressivt vendepunkt for Oscar-uddelingen

Et sådant paradigmeskifte kan kun være positivt. Der må nødvendigvis være et væld af fantastiske film med kvindelige instruktører, som det brede filmpublikum gennem de forgangne ni årtier er gået glip af, fordi Oscar-akademiet indtil i år har insisteret på at kuratere instruktørnomineringerne så ensidigt.

2021 udgør dermed et længe ventet vendepunkt for Oscar-uddelingen. Akademiet har endelig forstået budskabet. Ingen tvivl om, at man har været godt hjulpet på vej af det faktum, at de to instruktørers film vitterligt er så formidable. Ingen bør med rimelighed tro, at akademiet med nomineringerne udelukkende er ude på at opfylde hemmelige kønskvoter eller signalere deres dydighed til omverdenen. Som nogle af årets mest kritikerroste og prisbelønnede produktioner, bør der ikke herske tvivl om, at nomineringerne er velfortjente.

Arbejdet er langtfra færdigt i Danmark

Selvom den danske filmbranche som helhed længe har været noget mere progressivt indstillet end Oscar-akademiet, bør vi imidlertid ikke klappe os selv for hårdt på skulderen.

Eksempelvis tog det helt indtil 2020, før Robert-prisen for Bedste Instruktør blev uddelt til en kvinde. Det skete, da May el-Toukhy modtog prisen for ‘Dronningen’.

Ved Bodil-uddelingen løb ‘Dronningen’ med prisen for Bedste Film. Her uddeles ingen priser til årets Bedste Instruktør, men Bedste Film-kategorien rummer også en markant overrepræsentation af mandlige instruktører: Siden 1948 er det blot sket seks gange, at instruktøren af Bodilprisens Bedste Film har været en kvinde.

Ifølge Dansk Filminstituts undersøgelse fra sidste år af den kønsmæssige fordeling i den danske filmbranche er det samlet set 35 procent af filmene, der har kvindelige instruktører. Præcis den samme andel gør sig gældende i forhold til manuskriptforfatterne. Bedre står det til blandt producere (45 procent), klippere (46 procent) og især castere (88 procent), mens det blot er ni procent af filmfotograferne, der er kvinder.

Med til historien hører dog også, at der er markant flere mandlige end kvindelige instruktører, der søger om midler hos Filminstituttet – 75 procent mod 25 procent ved spillefilm og 57 procent mod 43 procent ved dokumentarfilm. Dette tydeliggør, at der også er et generelt behov for at stimulere talentudviklingsindsatsen over for unge kvindelige filmskabere, hvis ambitionen er at udligne den kønsmæssige skævhed.

Samtidig er der grund til at håbe på, at Oscar-akademiets hæder af de kvindelige instruktører vil bidrage til, at mange flere kvindelige talenter i den danske filmbranche får mere blod på tanden. Det er netop en almenmenneskelig omstændighed, at vi lader os inspirere af det, som andre allerede har udrettet – ”hvis de kan, så kan jeg også”.

Set i denne optik kan det kun være til den internationale filmbranches glæde og gavn, at også verdens mest prominente filmprisuddeling i langt højere grad er begyndt at hædre fortællinger, som fortælles af kvinder: Hvis Zhao og Fennell kan, er der naturligvis alverdens andre kvindelige filmskabere, der også kan.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Michael Feder er administrerende direktør for Have.