TOP

Kommentar: “Jeg elsker de muligheder og alt det rod, #MeToo skaber”

Kommentar: På få uger er den danske #MeToo-debat gået fra at være en dans omkring, hvorvidt sexisme overhovedet eksisterer, til at vi har skulle synke spyttet gang på gang. Historier fra diverse brancher er væltet mere eller mindre elegant frem i aviser og på de sociale medier – og de har udfordret vores formåen til at debattere.

Jeg ser, at en del bruger de sociale medier til at beskrive et savn efter nuancer i debatten. Det er ofte de samme personer, der udtaler, at de ikke orker at indgå aktivt i diskussioner, fordi tonen bliver for grim eller agressiv. Privat taler jeg med folk, der er decideret bange for at træde ind i debatten. Jeg ser også mange flere kvinder end mænd dele opslag og artikler. Det er en debat med gode intentioner og masser knytnæver.

Så nemt at træde forkert

Jeg kan virkelig godt forstå, hvis man tøver med at træde ind på sexismens debatscene. Jeg trækker dælme også vejret dybt. Fordi det er en diskussion, hvor der stadig er så meget at lære, og det er så nemt at træde forkert. Ikke kun fordi den skriftlige kommunikation kan skabe misforståelser hurtigere end tale, men også fordi man vitterlig stiller sig selv sårbar. Debatten er en del af en kulturændring, og derfor er muligheden for at udstille egne blinde vinkler større.

Når jeg bevæger mig ud i debatlandskabet, gør jeg det for at støtte op om at skabe konsensus om, at sexisme findes. Jeg gør det også for at blive klogere på, hvordan vi får skabt de ændringer, der gør, at alle kan føle sig inkluderet og ligeværdige – på vores arbejdspladser og i samfundet generelt. Men jeg gør det også for at lære, hvor jeg fejler eller mangler viden. Fail again. Fail better, har altid været denne kunstners motto.

Diskussionen må ikke flade ud som i 2017

Jeg vil derfor gerne appellere til, at alle går ind i debatten vel vidende, at der bliver talt og diskuteret, og at man skændes. Bølgerne raser. Det er et vilkår i samtaler, der indeholder afsøgning af enig og uenigheder. Det er et vilkår i jagten på de rigtige nuancer.

Hvis du ikke kan lide at diskutere med fremmede eller tror på de sociale medier som et givende debatforum, så gør det internt med venner og kollegaer. Det er vigtigt at holde den her snak i gang, så den ikke flader ud som det var tilfældet i 2017. Til dette er omfanget af udsagn i 2020 synligt for stort. Ikke at få ændret den historisk stilsigende  accept, som alt for mange har været en del af, vil være dybt tragisk.

Hvis man vover sig ud i skriftlige opslag og diskussioner, vil jeg anbefale, at man melder klart ud, om man respekterer de mange kvinders udsagn. På den måde undgår vi, at ønsket om nuancer bliver forstået som en mangel på respekt for kvindernes oplevelser. Snakken om nuancer bliver et ønske i stedet for at påpege mangler i kvindernes udsagn. Med dette udgangspunkt er vi igen fælles, og de som vitterligt ikke synes, at #MeToo er berettiget, mister muligheden for at liste sig ind i debatter om for eksempel nuancer og bruge den som skulderklap til deres egen afstandstagen af hele sagen generelt. Personer af den mening bør nemlig også stå rent frem.

Gamle krænkere bør også deltage

Sidst vil jeg pointere, at man som gammel krænker også bør tage del i
denne debat på trods af den eventuelle skam over fortidens eskapader. Det er vigtigt, at man ikke holder sig tilbage i frygt for mødet med dobbeltmoralens pegefinger. Personligt har jeg sagt undskyld til en del de sidste fem år, og det får mig ikke til at tie. Ligestillingskampen altid har boet i mig, men har taget mange forvirrede vildveje.

Det er en nuancesnak, som jeg tænker, at der snart vil være plads til i debatten. Jeg håber virkelig ikke, at folk med dårlige historier til skriftestolen holder sig tilbage, men at de i stedet ser muligheden for at slutte fred med mere end sig selv. Jeg elsker de muligheder og alt det rod, #MeToo skaber – alt det vi kan lære.

Lad os få slået fast, at sexisme er udbredt i de kreative brancher. Lad os så anerkende det som et kulturelt og strukturelt problem, der rent faktisk ser ud til at findes i hele Danmark. Jeg håber, at denne anden bølge er med til at skabe arbejdsmiljøer og en daglig kultur, hvor alle køn tør træde ind og kan forblive trygge i med- og modgang. Det er ligestilling for alle mennesker – og jeg håber, at kunsten går forrest med den samfundsforandrende effekt, netop kunsten evner.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Arbejder som kunstner under navnet Jomi Massage, spiller i orkestret Speaker Bite Me og sidder i Projektstøtteudvalget for Musik i Statens Kunstfond.