TOP

Kommentar: Giv støtten til kunstnerne og få mere for pengene

Debatindlæg: Kunststøtte er jævnligt til debat i medierne – synspunkterne er mange og meningerne delte. Hyppigt ender det i en diskussion om, hvem der får for lidt, og hvem der får for meget. Alt for sjældent taler vi om, hvordan vi får mest for de penge, som de fleste er enige om skal bruges på at sikre et rigt og varieret kunst- og kulturudbud i hele landet.

Den 19. november tager Produktionscentret for Rytmisk Musik i Aarhus diskussionen på musikområdet under overskriften ‘Topmøde om kunststøtte til den rytmiske musik’. En række aktører fra branchen vil diskutere, om de nuværende støttestrukturer er tidssvarende set i lyset af den udvikling, branchen – med digitaliseringen som omdrejningspunkt – har gennemgået de seneste 20 år. 

100 millioner kroner fordeles årligt

Den rytmiske musik modtager årligt cirka 100 millioner støttekroner fra Statens Kunstfond. Heraf går 20 procent direkte til kunstnerne i form af arbejdslegater og ensemblestøtte, som giver modtagerne mulighed for kunstnerisk udvikling og fordybelse. 15 procent af støtten går til en række organisationer på området, hvor eksempelvis Music Export Denmark fremstår som et succesrigt eksempel. Som navnet antyder støtter organisationen danske kunstnere med internationalt potentiale og har blandt andet hjulpet navne som Mø og Lukas Graham.  

Størstedelen af den statslige støtte til musikområdet går imidlertid til landets spillesteder i form af honorarstøtte og støtten til de såkaldte regionale spillesteder. Disse to puljer tegner sig tilsammen for 50 procent af den samlede kunststøtte til den rytmiske musik. 

Spillestedsstøtten blev etableret omkring årtusindeskiftet på initiativ af det daværende Statens Musikråd. Hensigten var at skabe et supplement til de markedsvilkår, som den rytmiske musik normalt agerer på, for at sikre et varieret musikliv. Selvom modtagerne af støtten var – og fortsat er – landets spillesteder, pointerede Musikrådet, at “…i sidste ende skal støtten naturligvis tænkes som støtte til den professionelle musik og dens udøvere…”. Spillestederne blev set som et middel til at nå målet, og derved flyttede ansvaret for, hvilke kunstnere støtten konkret skulle komme til gode længere væk fra staten og tættere på markedet. 

Superstar economy I fuldt flor

Siden etableringen af de to ordninger har markedet – i modsætning til støtten – ændret sig fundamentalt. Streamingtjenesternes fremkomst i slutningen af sidste årti vendte op og ned på et i forvejen svækket marked, efter en årrække med svigtende CD-salg. De tre multinationale selskaber, der dominerer markedet for indspillet musik, så deres omsætning falde til cirka det halve sammenlignet med branchens økonomiske peak i 2001.

Investering i udvikling af nye kunstnere og markedsføring af udgivelser er som en konsekvens heraf faldet drastisk. Og selv om streaming og sociale medier i princippet har givet kunstnerne lettere adgang til publikum, er realiteten, at kunstnernes indtjening fra indspilninger for de flestes vedkommende er meget begrænset. Streaming har vist sig at være en winner-takes-all økonomi, der i vid udstrækning baserer sig på enkeltnumres succes. Resultatet er en voldsom polarisering blandt kunstnerne, hvor udbuddet er enormt, kun få får succes, og flertallet slås om publikums opmærksomhed. 

Streamingtjenesternes playlister, hvoraf de populæreste bliver til i samarbejde med de store pladeselskaber, forstærker tendensen. Her opdager et stort publikum primært ny, bredt appellerende musik, mens nicherne har vanskelige betingelser for at nå sit publikum. Det er superstar economy i fuldt flor: De få rige bliver rigere, de mange fattige bliver fattigere og dem midt i mellem bliver færre. Samtidig bliver publikum primært eksponeret for den musik, der i forvejen hitter. 

Det er koncerterne, de fleste kunstnere lever af

Dét kunne selvfølgelig teoretisk være et godt argument for at formidle musikstøtten gennem spillestederne, som har mulighed for at præsentere publikum for et alternativ til hitlisten, hvis de ellers formår at lokke folk ud af stuerne. Men dét er lettere sagt end gjort. For udbuddet er stort, og konkurrencen om publikums tid og penge er intens. Det kræver en massiv markedsføringsindsats, noget som pladeselskaberne plejede at investere i, fordi de så koncerterne som en støtte til salget af den indspillede musik. I dag er det omvendt: Det er koncerterne, de fleste kunstnere lever af, og nye udgivelser giver dem løbende aktualitet. Markedsføringen er i vid udstrækning overladt til kunstnerne og spillestederne. 

Spillestedernes udfordring er, at de skal markedsføre hele deres program, og derfor har svært ved at sikre fokus på den enkelte kunstner og koncert. Det gør det fristende at satse på de kunstnere, som i forvejen er kendte, og gør en del af honorarstøtten til en slags økonomisk sikkerhedsnet under disse mere kostbare arrangementer, selv om dét ikke var statens intention med ordningen.

Den sympatiske tanke bag honorarstøtten var på én gang at sikre kunstnerne koncerter med overenskomstmæssig betaling, og samtidig gøre det muligt for spillestederne at præsentere et mere alsidigt musikprogram. Men ordningen har i takt med udviklingen vist sig at rumme flere problemer: Den løser ikke de ikke-etablerede kunstneres hovedudfordring: At få eksponering og opbygge et publikum. Samtidig risikerer støtten at skævvride konkurrencen mellem spillestederne lokalt, og kunstnerne fristes til at vælge spillested ud fra økonomiske snarere end musikalske og publikumsmæssige overvejelser. Men hvad er alternativet? 

Vend støtten 180 grader

Svaret ligger lige for: Vend støtten 180 grader, så det er kunstnerne, der råder over pengene, og kan bruge dem dér, hvor de får mest ud af dem. I dag anvender Staten 18 millioner kroner på honorarstøtte til en række spillesteder udpeget af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg For Musik. Fordel dem i stedet på eksempelvis 50 omhyggeligt udvalgte kunstnere med et højt kunstnerisk niveau. Det er 360.000 kroner til hver. Allokér halvdelen af beløbet til generel markedsføring af kunstneren og specifik markedsføring af de enkelte koncerter. Og den anden halvdel til at sikre omkostningsmæssig dækning af en landsdækkende turné med eksempelvis 16 koncerter på relevante spillesteder i alle danske regioner. 

Det er et stærkt købsincitament, når spillestedet ved, at den pågældende kunstner har både markedsføringspenge og et honorarbidrag med hjemmefra. Og kunstneren skal selv bestemme, på hvilke spillesteder pengene skal bruges. Måske er det ikke nødvendigt i hjembyen. Til gengæld vil man måske gerne bruge lidt ekstra dér, hvor man ikke i forvejen har et publikum. Eller eventuelt afprøve et nyt koncertformat i alternative rammer.

Landets kommuner matcher i den nuværende honorarstøtteordning Statens tilskud. Det betyder, at der reelt er dobbelt så mange penge som de overfor nævnte 18 millioner kroner at gøre godt med. Dette vigtige kommunale bidrag til musiklivet skal selvfølgelig fastholdes, men kunne i stedet med fordel bruges på andre presserende opgaver på musikområdet i kommuner og regioner. 

Det kunne blandt andet gøre det muligt for de regionale spillesteder at udføre de særlige opgaver, de pålægges i deres respektive kontrakter med Staten – for eksempel det tættere samarbejde med folkeskolen, som alle parter ønsker, men som der ikke altid er plads til i de kommunale budgetter. Derudover kunne pengene give et velkomment løft til de lokale musikmiljøer gennem støtte til eksempelvis musikforeninger, øvelokaler og helt nye initiativer og projekter på live-området.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Johan Kruse er studerende ved Copenhagen Business School og Jesper Bay er direktør for Danske Koncert- og Kulturhuse, DKK