TOP

Kommentar: Der er “absolut ingen” ligheder mellem almindeligt erhverv og kunstnerisk virksomhed

Debatindlæg: Debatten om kunstens legitimitet er vendt tilbage i forbindelse med corona-nedlukningen. I Kulturmonitor plæderer Vejles kultur- og sundhedsdirektør, Sofie Plenge, for et utilitaristisk syn på kunst. Kunsten skal være nyttig – og ”ikke til pynt”. 

Sofie Plenge afviser dem, der mener, at kunsten ”ikke skal spændes for en vogn”. Men de eksempler, hun giver for at underbygge sit synspunkt, fortæller en lidt anden historie. 

Sofie Plenge nævner situationer, hvor det offentlige tager kunstlivets ressourcer i brug i konkrete forløb. Indenfor sundhed har man eksempelvis udforsket ‘Kultur på recept’ som et koncept. Dermed er kunsten spændt for sundhedens vogn, mener Plenge. 

Men et lignende koncept bruges i forhold til naturen, hvor patienter får ordineret vandreture som en del af deres helbredelse. Dermed kan man jo ikke sige, at naturen som sådan er spændt for en sundhedsdagsorden. 

Kunsten er i sig selv unyttig

Kulturen er ligesom naturen noget, der går ud over øjeblikkets horisont og de praktiske tiltag, man træffer i for eksempel sundhedssektoren. Kulturen og kunsten er steder, hvor noget eksistentielt menneskeligt kommer til syne i materiel form. At komme tæt på det eksistentielle er i sig selv værdifuldt. Det er denne værdi, Sofie Plenge henviser til i sine eksempler. Men værdien er der i udgangspunktet, og alle – herunder de offentlige sundhedstiltag – kan opsøge den og drage nytte af den. 

At offentlige tiltag vil drage nytte af kunst betyder ikke, at kunsten er nyttig. Det er institutionens brug af kunsten, der er nyttig. I sig selv er kunsten altid unyttig. Det er netop i kunstens unyttighed, at dens frihed består. Det vil sige, at hvis kunsten skulle være nyttig, så ville der ikke være nogen kunst. Og der ville følgelig ikke være nogen nyttig anvendelse af den heller. 

Sofie Plenge synes, at kunsten skal være nyttig, og at den skal betragtes som et erhverv. Her ser vi et ønske om at sige om en ting (kunsten), at den er en anden ting (erhverv). Dette gør verden lidt mindre kompleks. Hvis mange ting kan reduceres til et færre antal ting, bliver det hele mere overskueligt. 

Hvad Sofie Plenges eksempler viser

Der er bare ingen ligheder mellem almindeligt erhverv og kunstnerisk virksomhed. Som i absolut ingen, og da slet ikke økonomisk. Kunstværker opstår ikke, fordi nogen bestiller dem. De bliver ikke til på en måde, som kan overføres til andre kunstværker. Der er ikke noget i kunsten, der kan gentages for at spare tid og penge. 

Den kunstneriske virksomhed er en åbning til et ubekendt territorie, som er menneskets eksistens som åndsvæsen. I denne aktivitet, og rundt om den, ligger adgangen til en stor frihed. Især friheden fra de ellers faste rammer, der kan præge institutioner og erhverv, som begge er underlagt hensynet til nødvendighed, rationel brug af penge, effektivitet, politiske mål og så videre. 

Kunstens værdi ligger i, at den udgør en egen verden inde i de rationelle og formaliserede strukturer, ligesom drømme udgør en del af et menneskes døgn. Det er friheden fra formalia, rammer og nytte, der er kunstens gave til både kunstnerne og deres publikum. Fordi den frihed baner vejen for udforskningen af det eksistentielle ved tilværelsen. 

At kunsten kan være nyttig for eksempelvis kommuner er dog glædeligt. Det i sig selv legitimerer de økonomiske overførsler til området. Man behøver derfor ikke sige, at kunsten er noget andet end kunst for at begrunde offentlig støtte. Kunstlivet rummer en værdi i kraft af at være et kunstliv – og Sofie Plenges eksempler viser om noget, at det giver rigtig god mening at understøtte den aktivitet økonomisk.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Cand. mag. og leder af Læsø Kunsthal.