TOP

Kommentar: Den store bogafbrænding – eller hvorfor jeg elsker de kommunale forvaltninger

Hun kigger mig direkte ind i øjnene og siger tonløst: ”Den tager vi kun hjem, hvis der kommer nogen og spørger efter den.”

Forundret over dette svar, fortæller jeg om alle de positive anmeldelser, et fem minutter langt tv-indslag og alle mine meritter inden for det kulturelle og kunstneriske område. Ingen reaktion.

Alle i Nordjylland kender mig … okay så, ikke alle, men en del. Jeg har i en menneskealder ført mig frem inden for musik og undervisning. Ingen reaktion.

Jeg kaster mit sidste kort, jokeren, som slår det hele. Yes, jeg er sikker på, at den er hjemme: boghandlernes returret. Hun svarer med at slå bogen op hos DBK på forretningens computer og afslutter samtalen med: ”Nej.”

På salgsturne med egen bog
Jeg er på salgsturne hos de lokale boghandlere i forbindelse med udgivelsen af ‘Børnegrisene og det mega store monster’, en højtlæsningsbog for børn mellem tre og seks år. Ovenstående dialog beskriver mødet med en boghandlerindkøber.

Min bogs implicitte budskab er, at dét, man er bange for, ikke altid behøver at være farligt. Ud over underholdningsværdien giver bogen den voksne en oplagt mulighed for at snakke med barnet om mørket og skyggerne, her repræsenteret ved det mega store monster. Jeg synes, at det er vigtigt at få bogen ud, så forældre og bedsteforældre har et godt afsæt til at tale med deres (barne)barn om emnet. Den opfattelse deler boghandlerne tilsyneladende ikke.

Jeg husker tilbage til cd’ens velmagtsdage. Når man trådte ind i en rigtig musikforretning for at få fat i noget bestemt musik, havde ekspedienten altid et godt tip eller to til nogle andre bands, man skulle høre. Der var en faglig stolthed over at kunne præsentere noget, som kunden ikke kendte, men som kunne udvide vedkommendes musikalske bevidsthed. Måske købte man noget, måske havde man bare en snak om musik, og hvad den betød for os.

Okay, det er selvfølgelig et par årtier siden, men jeg havde alligevel en tilsvarende forestilling om boghandlerne; at de også besad en form for faglig stolthed og interesse i at præsentere nye udgivelser og ikke kun det, som i forvejen ligger på toppen af bestsellerlisten. Med andre ord troede jeg i min naivitet, at der ville være forskel på Dansk Supermarked, som klart melder ud, at de kun indkøber de sikre sællerter, og så den dedikerede boghandler. Men desværre. Det var en illusion.

Første ordre i hus
Så hvad gør man som forfatter, når boghandlerne ikke ønsker at tage ens bog hjem på hylden? Jeg gik længe og overvejede, om jeg skulle lave en happening – et kæmpe bål af bøgerne og lade dem og mig selv futte af …

Men heldigvis, og inden det kom så langt, hviskede en pædagog mig i øret, at bogen egner sig godt i børnehaverne, da børnene ofte selv fortæller om at være bange for mørket.

Jeg er derfor begyndt at kontakte kommunernes dagtilbudschefer og vupti, elller rettere ”øf, øf og hurrah” skulle jeg nok hellere sige, for nu er den første ordre i hus! Hjørring Kommune har i et hug købt kommunepakken bestående af 60 fysiske bøger, e-bogsudgaven og lydbogsudgaven, og flere kommuner er på vej.

Så der blev ingen bogafbrænding i denne omgang – kun brandvarme fakturaer til kommunerne.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende foreslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk

Forfatter, komponist og freelanceunderviser på UCN og CFU.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test