TOP

Kommentar: “Den primære lektie, som coronakrisen har givet enhver kulturformidler, er imidlertid vigtigheden af at udkomme”

Kommentar: Tilbage i nullerne var der en tendens på kulturområdet, der i særlig grad tog til: I markant højere grad end tidligere blev kunsten og kulturen omdrejningspunkt for bedre markedsføring, øget branding og mere målrettet medieomtale.

Det var en tendens, der naturligt opstod i takt med bevidstheden om, at kunsten og kulturen kunne nå bredere ud, end den ellers ville gøre – og at den naturligvis fortjente dette.

Det var imidlertid også en tendens, der ikke var risikofri, for kulturområdet som helhed og kunstnere i særdeleshed er af gode grunde bange for at spænde deres værker og virke foran noget, der kunne ligne en kommerciel vogn.

Kulturformidling er en hårfin balancegang

Som bekendt er der intet, der lettere underminerer den autentiske kunst og kultur end indtrykket af, at kunstneren er gået på kompromis med sig selv – blot for at tjene lidt ekstra penge eller tiltuske sig synlighed gennem et knæfald for kapitalismen. Det er et benspænd, som rendyrkede kommercielle aktører ikke døjer med.

Samtidig rummer kulturlivets øgede synlighedsfokus en risiko for, at det egentlige omdrejningspunkt drukner undervejs: At kampagnen i sig selv får mere omtale end selve indholdet.

Således er kulturformidling til enhver tid en hårfin balancegang, som kræver blik for exceptionelt mange parametre på én gang.

De bedste kunstnere, kulturaktører og -institutioner forstår intuitivt, hvordan man vægter offensiv markedsføring over for word of mouth, analog over for digital kommunikation, lokal over for national synlighed, diskret over for storladen PR, partnerskaber og gæsteoptrædener over for soloridt.

Hvert eneste parameter rummer dog risikoen for at gå for langt eller for kort eller for langt til den ene eller anden side. Derfor er kulturformidling en ganske unik disciplin, og de formidlere, der gør det formidabelt, fortjener at blive sat op på en piedestal, så andre aktører kan lade sig inspirere af dem.

Formidling er blevet vigtigere under coronakrisen

Det er præcis sådan en piedestal, vi i Have har forsøgt at skabe med Artbeat Prisen, som netop er blevet uddelt for ottende gang. Det er en dedikeret kulturformidlingspris, som vi uddeler sammen med Spar Nord Fonden, og som både hylder fagets allerbedste og de spirende talenter.

Egentlig skulle dette års udgave være uddelt tilbage i marts, men som stort set alt andet, blev vi tvunget til at udskyde prisuddelingen. Vi havde imidlertid allerede udvalgt de nominerede, inden coronakrisen begyndte, og dem ønskede vi naturligvis at holde fast i – også selvom de i praksis først kunne hyldes med omtrent otte måneders forsinkelse.

Den glædelige nyhed er, at de nominerede ved Artbeat Prisen 2020 alle udgør eksempler på, hvordan kulturformidling kun er blevet en endnu vigtigere og på mange måder sværere disciplin under krisen. For sikke et benspænd det har været at skulle operere under de umiddelbart umulige forhold, som covid-19 bød på.

Men umulighederne blev vendt til det muliges kunst, og det publikum, som ikke længere kunne opholde sig på spillesteder, i teatersale eller på festivalpladser, måtte nu findes via digitale platforme, siddende i deres biler eller som minimum på stor afstand af hinanden.

Frygt for tavse kulturaktører

Derudover har krisen i sig selv udgjort så altoverskyggende et narrativ, at de menneskelige konsekvenser af den naturligt er blevet genstand for en enorm kunstnerisk og kreativ fortolkning i løbet af de forgangne måneder.

Samtidig har kunstnere og kulturaktører i hidtil uset grad meldt sig på banen i den offentlige debat og bidraget til at cementere, hvordan coronakrisen kun har øget den kollektive bevidsthed om, hvor vigtig kunsten og kulturen er for vores samfund og dets demokratiske grundlag.

Den primære lektie, som coronakrisen har givet enhver kulturformidler, er imidlertid vigtigheden af at udkomme. Af at man bliver ved med at drible uden om forhindringerne og eksperimentere med både substansen og platformene, den serveres på – uanset hvor mange benspænd, man møder på vejen.

Det er netop denne insisteren på at udkomme – den indre nødvendighed – der kendetegner kunsten, kulturen og formidlingen heraf, når den er allermest interessant og forbilledlig. Når der er en historie, et billede eller en følelse, der skal ud, så kommer de også ud, når blot trangen til at udtrykke den er stærk nok.

Frygten for, at danske kunstnere og kulturaktører ville blive tavse, fordi krisen frarøvede dem en bred vifte af deres platforme og publikummer, er blevet gjort til skamme: Dansk kulturliv er særdeles stærkt og innovativt, og alt tyder på, at det kun vil blive endnu stærkere og endnu mere innovativt i de kommende år – ikke mindst på den formidlingsmæssige front.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Michael Feder er administrerende direktør for Have.