TOP

Kommentar: Chart er forbi, men hvor er kvinderne henne de andre 362 dage om året?

Debatindlæg: Når det gælder om at hindre kvinder i at komme til orde, har den vestlige kultur haft tusinder af års praksis.

Med stor glæde læste jeg, at kunstmessen Charts ledelse havde besluttet at lave en kunstmesse med 100 procent kvindelige kunstnere i år.

Men spørgsmålet er, om en kunstmesse som Chart, der varer tre dage, kan gøre en forskel de resterende 362 dage, der er på et år – og om det fremadrettet kan gøre en forskel i en dybt forankret dansk mandschauvinistisk struktur?

Nordisk kønsdiskrimination topper i Danmark

Hvis man tager udgangspunkt i de gallerier, der deltager i Chart i 2020, er Danmark det land i Norden, der er mest kønsdiskriminerende. Tæller man Chart-gallerierne sammen per land og sammenregner, hvor mange kvindelige kunstnere, de har i stald i deres hverdag, ser repræsentationen sådan her ud:

Danmark: 26 procent
Norge: 36 procent
Island: 37 procent
Finland 38 procent 
Sverige 46 procent

Hvad angår indkøb fra kvindelige kunstnere på museerne i Danmark, er tallene heller ikke gode. I hele perioden 2004-2019 var antallet af erhvervelser af værker af kvindelige kunstnere 22 procent, mens
antallet af kvindelige kunstnere vist på soloudstillinger var 29 procent.

Internationalt set er tallene desværre også meget negative for kvinder – kun to procent af det totale salg på kunstauktioner fra 2008-2019 er værker af kvinder. Hvad kunstmesser og galleripræsentationer angår, ligger
kvindelige kunstnere stadig på mellem 0-30 procent repræsentation. På verdens største kunstmesse, Art Basel, har kvinderepræsentationen ligget på mindre end 25 procent de sidste fire år.

Kunstmarkedet er stadig en drengeklub

Denne misogyne tendens og kulturarv, som vi gentager, er vi i vores samtid nødt til at italesætte, frem for at bevare illusionen og lade, som om problemet ikke er der. Problemet er permanent og alvorligt, og der går rigtig meget kunstnerisk kvalitet tabt. Vi får desuden en unuanceret forskningspraksis qua disse indgroede diskriminerende strukturer i Danmark. Mange dygtige kvindelige kunstnere både i indland og udland overses eller slettes direkte fra historien.

Hvordan ændrer vi de fastgroede rutiner, hvor kuratorer, museumsdirektører, gallerister, ledere på kunsthaller, presserepræsentanter, journalister og kunstsamlere – ja, selv kvinder med magt – og sågar de danske Chart-gallerier i deres hverdag fravælger at vise kvindelige kunstnere? Kunstmarkedet er stadig en drengeklub, og det betyder, at kvindelige kunstnere ofte først opdages, når de er døde eller er i en alder af 80.

Er vi gearet til at tillade kvinders aktive skaben?

Den dag i dag er spørgsmålet, om Europa på trods af first wave-feminismen og kvinders tilkæmpede stemmeret er klar til at imødekomme værker af kvinder. Om vores vestlige visuelle kultur er gearet til at tillade kvinders aktive skaben, deres kreative ambitioner og deltagelse i magten – og dermed også tillade, at kvinder som billedkunstnere er med til at skabe billeder til vores kollektive arv og hukommelse.

I min generation er vi som billedkunstnere, kunsthistorikere og kuratorer opdraget med nogle metoder og en kunstteori, der hovedsageligt er udviklet og nedfældet af mandschauvinistiske mænd og kvinder. Vores akademiske praksis i Europa mangler stadig at tilføje, belyse og understrege kvindelige kunstneres betydning for kunstens historie. Det samme gælder det kuratoriske apparat, som vi kunstnerne blindt må sætte vores lid til.

Hvornår bliver vi oprigtigt interesserede i de mange oversete, fantastiske værker skabt af kvindelige kunstnere, ikke mindst for vores humanismes skyld? Hvornår vil vi for alvor få integreret billeder i vores kultur, der afspejler menneskets alsidighed og skaber en samlet palet af alle vores stemmer?

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Billedkunstner. Står aktuelt bag projektet 'Fønix Edition', der viser kunstnere fra hele verden og i alle etniske grupper og køn. Promoverer kvindelige malere på instagram-profilen @womenpainters.