TOP

Kommentar: 10 ting kulturlivet lærte af coronakrisen

1. Danskerne synes, at kulturen er vigtig …
I alt for mange år har vi fundet os i, at kulturen omtales som flødeskum – en undværlig luksusvare. Hvis coronakrisen har vist os én ting, er det, at danskerne synes, kulturen er vigtig. Vi synger fællessang, læser bøger og streamer film som aldrig før. Det er det, vi fylder vores liv med, når vi er sendt hjem fra arbejde eller studie. Kulturen er vigtig. Den er ikke flødeskum, den er rugbrød og kartofler.

2. … især i krisetider
Vi ser også, at det især er i krisetider, at vi tager kulturen til os. Den nuværende bølge med fællessang er flere gange blevet sammenlignet med alsang under besættelsen. Vi ser også, hvordan teatre og forfattere laver værker til digitale medier, så man kan udkomme i disse svære tider. Drive-in biografer har fået en renæssance, ligesom alt fra drive in-koncerter til drive in-gudstjenester er kommet til. Krisen har fået kulturlivet til at gøre det, vi gør allerbedst: være kreative og opfindsomme. Og det er netop, fordi det især er i krisetider, vi har brug for, at kulturen binder os sammen som folk.

3. Omprioriteringsbidraget har været dyrt
Da krisen ramte, og hele kulturlivet lukkede ned, stod det lysende klart, hvor dyrt omprioriteringsbidraget har været for dansk kulturliv. De årlige to-procents besparelser, der blev indført af den tidligere V-regering, har skåret ethvert fedtlag af museer, teatre og andre kulturinstitutioner i Danmark. Det kunne måske været gået i fredstider, men da landet blev lukket ned, var der ingenting at stå imod med. Resultatet ser vi nu, hvor flere teatre ikke kan åbne, hvis de kun må sælge hvert andet sæde. De har ikke råd til at åbne, medmindre de kan gøre det fuldt. Hvis vi vil et bæredygtigt kulturliv på lang sigt, så skal institutionerne have mulighed for at polstre sig over de kommende år.

4. Toppen af kransekagen er kun – nå ja – toppen
Når vi køber en billet til en koncert med Medina eller Mads Langer, så er det ikke jo dem, der får alle pengene. Udover de andre musikere, de har med sig, så er der også folk til hår, sminke, kostumer og catering. Der er teknikere, der står for lyd og lys. Der er firmaer, der stiller scene op og bygger hegn. Der lejes toiletvogne og hyres dørmænd, og så er der alle de andre, der sælger fadøl og pølser. Så når koncerten aflyses, så kan de store hovednavne i dansk musik måske nok klare sig i en periode, men det kan alle de andre ikke. På samme måde ansætter teatre ikke kun skuespillere. Der er også elektrikere, malere, tømrere, skræddere, HK’ere, teknikere og tusindvis af andre helt almindelige lønmodtagere.

5. Kultur er erhverv
Og det fører os til den næste pointe: At kultur også er erhverv. Kultur er omsætning for milliarder af kroner årligt og eksport til andre lande af film, musik, design og litteratur. Der er hele brancher – som for eksempel dem, der lever af at leje lyd og lys ud til koncerter og teater – der står ved afgrunden. Det vil betyde hele fagligheder, der forsvinder fra landet. Der er  også det forhold, at vi kører i taxa og spiser på restaurant, inden vi skal i teatret. En rapport fra Londons Department for Digital, Culture, Media and Sport fra 2019 viste, at hver gang der blev skabt et job i Londons kulturliv, medførte det 0,75 job i det øvrige erhvervsliv. Det betyder også, at hvis kulturen i Danmark kollapser, så tager den mange andre med sig i faldet.

6. Kultur er komplekst
I takt med at regeringen forsøgte at lave hjælpepakker for kulturlivet, blev det mere og mere tydeligt for politikerne og embedsværket, hvor komplekst hele kulturområdet er. Ikke blot fordi der findes teatre, kulturhuse, spillesteder, museer, biografer, biblioteker, kulturskoler og så videre, men også fordi alle disse kan være statslige, kommunale, selvejende, foreningsdrevne eller private. Og det betyder, at deres økonomiske virkelighed er meget forskellige, selvom outputtet kan virke ens. Det gør det svært at lave pakker, der hjælper dem. At kulturaktørerne er ansat på ligeså mange og ligeså forskellige vilkår, gør det ikke mindre komplekst. Det er nok ikke nyt for dem, der arbejder med kultur, men det lader til at være kommet bag på alle andre. 

7. Kulturministeriet er ikke kompetent nok
Intet sted har ovenstående været tydeligere end i Kulturministeriets ageren de seneste måneder. Det er blevet uhyggeligt klart for enhver, at ministeriet i dag ikke har de nødvendige kompetencer til at håndtere sit eget ressortområde. Man kan drive status quo og dele midler ud her og der fra puljer, men når lokummet vælter, må man ty til Finansministeriet og Erhvervsministeriet for hjælp. Man har ikke overblik over kulturområdet, hele sektorer er blevet glemt, og når fag- og brancheforeningerne har budt sig til med hjælp, er man flere gange blevet afvist – formentlig fordi man på det tidspunkt endnu ikke havde overblik over, hvor stort ens området var og dermed slet ikke var i stand til at tage imod hjælpen. Det er helt utilstrækkeligt. Museumsdirektør Jane Sandberg har tidligere foreslået, at man burde nedlægge Kulturministeriet og flytte det ind under Erhvervsministeriet. Med de seneste måneders oplevelser in mente er det lige før, man giver hende ret. Kommunernes Landsforening (KL) er desværre ikke meget bedre. Hele kulturområdet betjenes af to – dygtige og kompetente, men kun to – medarbejdere. Det er slet, slet ikke nok.

8. Kulturministeren har ikke pondus nok
Jeg er jo partifælle med Joy Mogensen (S), og jeg har kun oplevet Joy som en dybt seriøs, dygtig og arbejdsom politiker. På trods af det må jeg erkende, at hendes image står noget forpjusket tilbage efter dette forløb. Om det skyldes hendes manglende parlamentariske erfaring – hun var jo borgmester før og har ikke siddet i Folketinget – eller om hun mangler gennemslagskraft overfor regeringens øvrige ministre, skal jeg ikke gøre mig klog på. Konsekvensen er dog, at det for de fleste, der følger den politiske debat, efterlader det indtryk, at kulturen har stået tilbage som sorteper i alle disse forhandlinger. Det er tankevækkende, at da Bertel Haarder (V) var kulturminister, var han nummer seks i statsrådsrækkefølgen – Joy Mogensen er nummer 20 af 20.

9. Kulturen er underorganiseret
En af de ting, vi muligvis får med os ud af coronakrisen, er en ny brancheorganisation for kulturlivet. Det trænger vi til og har gjort det i årevis. Kulturen i Danmark er i faretruende grad underorganiseret. Der findes en myriade af snævre, små brancheorganisationer, der kun taler for deres eget lille segment. Da tidligere spindoktor Noa Reddington talte på Spil Dansk-konferencen i november 2019, bemærkede han humoristisk, at der indenfor musiklivet findes en organisation for hver statslig tilskudsmodel, der findes. Det er desværre nok ikke helt forkert. Alt for ofte har eksempelvis den klassiske musik set den rytmiske som sin hovedmodstander, eller provinsens kulturliv har set sig gal på hovedstadens. Det er pudsigt, at det er indenfor kulturen, at vi ser denne merkantilistiske opfattelse af verden, som ellers er forsvundet fra resten af vores samfund. Sådan kommer vi aldrig videre. Min kommune, Nyborg, er den tredje bedste idrætskommune i Danmark. Det ved jeg, fordi det har Dansk Idrætsforbund (DIF) kåret os til. Jeg har ingen idé om, hvordan vi klarer os indenfor kulturen, for det har ingen nogensinde målt for os, og der findes ikke en organisation, der kan gøre det.

10. Det meste af dette vidste vi nok i forvejen
Nu påstod jeg godt nok i min overskrift, at vi lærte alt dette under coronakrisen. Sandheden er nok, at der for de fleste, der arbejder med kultur, er meget lidt nyt i dette indlæg. Til gengæld er det måske begyndt at gå op for alle de andre danskere, så min opfordring her til slut må være, at vi holder fast i at oplyse om kulturens værdi for sammenhængskraft, vækst og beskæftigelse i Danmark – for slet ikke tale om kunstens værdi i sig selv – samt insisterer på, at vi bruger denne krise til at styrke kulturens stilling i samfundet. Churchills gamle udtryk “Never waste a good crisis” må være vores løsen, og hvis kulturen ligefrem kan komme styrket ud af coronakrisen, så kan vi bedre bære al den frygt og usikkerhed, den har bragt med sig.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Socialdemokrat og byrådsmedlem i Nyborg Kommune samt medlem af Danske Musik- & Kulturskolers bestyrelse.