TOP

KØS-direktør melder klart ud i statue-debat: Kunsten og byrummet kan ikke skilles ad

Debatindlæg: Når demonstranter i USA, England og Belgien i disse dage vipper portrætstatuer af gamle generaler og slaveejere af plinten, tvinger det os til at tage stilling til, om vi også i de danske byrum bevæger os rundt i en forældet version af historien. Men frem for alt sætter hændelserne fokus på vores offentlige byrum som zoner for konflikt og gør det nødvendigt at få formuleret en ambitiøs kulturpolitisk vision for kunsten i offentlige rum.

Vi taler ofte om offentlige byrum som “vores alle sammens”; det, vi er fælles om. Men spørgsmålet er, om både byrummene og de objekter, der gennem tiden er blevet placeret i dem, er så entydigt fælles, som vi gerne vil tro. Eller om de mest er fælles i den forstand, at de ligner resten af samfundet: alt, hvad der udspiller sig i dem er præget af modsætningsforhold, stridigheder og modsatrettede interesser. 

Den aktuelle statue-debat har fået forestillingen om et samlende fælles offentligt rum, som vi alle sammen kan blive enige om, hvordan skal udformes, til mere og mere at ligne en illusion. Konflikten viser os, at offentlige byrum, som resten af samfundet, konstant skal genforhandles og aktualiseres i konfrontationen mellem forskellige holdninger og handlinger. Og her spiller kunsten en central rolle. 

Samtidskunstens bidrag 

Den norsk-danske kunstnerduo Elmgreen & Dragset har i flere omgange om-arbejdet en klassisk offentlig skulptur, det danske nationalsymbol Den Lille Havfrue. Med værket ‘When a Country Falls in Love with Itself’ fra 2010  skete det ved i al sin enkelhed at sætte et spejl op foran havfruen – så hun kunne se sig selv, og så vi kunne se hende og hendes spejlen sig.

Værket syntes at indikere, at hun, nationen, ikke længere var så interesseret i at skue ud over havet mod fjerne kyster, men hellere ville beundre sig selv. Elmgreen & Dragsets intervention var en elegant, lavmælt, men samtidig kraftfuld kommentar til en mulig spirende national selvtilstrækkelighed.

Jeg nævner værket her, fordi det viser, at kunsten i dag har mange værktøjer at gøre brug af, når den intervenerer i byrummet. Værktøjer, der blandt andet kan bidrage til at lægge nye lag og fortællinger oven på de allerede eksisterende og dermed multiplicere perspektivet.  

Og så illustrerer Elmgreen & Dragsets værk også, at betydningen og dannelsen af offentlige rum og den kunst, der befinder sig i dem, netop bliver til gennem en konstant brydning mellem forskellige holdninger og handlinger, frem for i konsensus. Kunsten er med andre ord med til at danne vores offentlighed.  

En ambitiøs kulturpolitisk vision 

Statuer og monumenters position og betydning er, ligesom alt andet i vores demokratiske samfund anno 2020, konstant til genforhandling. Men vedtager vi i øjeblikkets brændende politiske kamp mod den strukturelle racisme at destruere alt, hvad der kan forbindes med undertrykkende adfærd, risikerer vi i sidste ende at ende i en entydig og farlig censurkultur, som det også er svært at se slutpunktet for. 

Hvis værker overvejes fjernet fra vores byrum, må det derfor ske med megen omtanke og nuanceret selvkritik og med omsorg for kunsthistorien og kulturarven. Nedsættelsen af en tværfaglig kommission vil i den forbindelse være oplagt. 

Men frem for alt kalder debatten om monumenter og statuers fremtid på en ambitiøs kulturpolitisk vision for kunsten i offentlige rum. Vi har brug for at møde mange flere nye værker af høj kunstnerisk kvalitet, der både modsiger og supplerer de mere entydigt monumentale udsagn, der i dag fortsat dominerer de danske byrum. Vi har brug for kunst, der reflekterer vores komplekse samtid. 

Lad os udnytte momentum til at få prioriteret kunsten i offentlige rum i Danmark. Den er – som debatten lige nu viser – af afgørende betydning i vores samfund.  

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Ulrikke Neergaard er direktør KØS Museum for kunst i det offentlige rum.