TOP

Københavns kulturborgmester: “Idéen om den glade, fattige kunstner er pladderromantisk nonsens”

Debatindlæg: Billedet af kunstneren, der arbejder i sit kvistværelse og alene lever af åndelig føde, kender de fleste. Med til billedet hører forestillingen om, at kunstnere ikke må fokusere på at tjene penge, fordi kolde kontanter forpurrer den ædle kunsts intention og originalitet.

Men billedet er en myte, som coronakrisen forhåbentlig kan være med til at punktere. Kunstnere vil – ligesom de fleste andre – også gerne tjene penge på deres arbejde. Og det er ingen synd. Heller ikke når man er kunstner.

Kunstnere, ildsjæle og kulturproducenter skaber værker, forestillinger, koncerter, festivaler, film og meget mere, der ikke alene bidrager til et rigt og mangfoldigt kulturliv, men udfordrer den enkelte og udvikler vores samfund.

Kunstnere og kulturproducenter er netop producenter af oplevelser. Oplevelser, vi som kulturforbrugerne hiver ned fra hylden, downloader eller indløser billet til. Nogle kunstnere og kulturproducenter modtager støtte, men mange er afhængige af at have et regulært indtægtsgrundlag. Kunst- og kulturlivet er med andre ord også et erhvervsliv. Dét har coronakrisen i den grad synliggjort.

Ramt af manglende forståelse fra regeringens side

Kulturlivet er fortsat ramt af mange restriktioner og forbud mod at forsamles. Og er oven i det ramt af manglende forståelse fra regeringens side. Kulturministeren var, som de færreste nok har glemt, sen til indse situationens alvor for de mange kreative ildsjæle og mennesker, som frygtede for, at deres livsværk skulle smuldre, deres forsørgelsesgrundlag forsvinde væk under fødderne på dem eller dedikerede medarbejdere blive afskediget. En frygt, der siden – desværre – skulle vise sig velbegrundet.

Og redningskransen af hjælpepakker, der i ellevte time blev kastet ud til de nødlidende kunstnere og kulturproducenter, viste sig at være helt utilstrækkelige hjælpepakker, da de var fulde af krav som særlige ansættelsesformer og omsætning, som en stor del af kunst- og kulturlivet af gode grunde ikke kan leve op til.

Hjælpepakkerne er netop et eksempel på en manglende forståelse for, at kultur og kunst også er erhverv. At de kulturelle erhverv er mere kringlede end traditionelle brancher, er der nok ingen tvivl om, men der er også tale om erhverv, der havde brug for reel støtte, og som af indlysende årsager ikke passede ind i one-size-fits-all-hjælperpakkerne.

Krisen er en anledning til at gentænke kulturpolitikken

Der er gjort mange erfaringer det seneste halve år, og ét er helt sikkert. Coronakrisen har givet os politikere en anledning til at tænke kulturpolitik og erhvervspolitik endnu tættere sammen. Kulturministeren har, ikke overraskende, advaret imod, at Kulturministeriet skulle agere en slags erhvervsministerium eller beskæftigelsesministerium og brugt armslængdeprincippet som argument.

At ministeren hejser advarselsflaget, forstår man jo godt, når det halve af branchen er utilfredse med håndteringen og den uambitiøse holdning til kulturen. Og selvfølgelig skal kunsten være fri af både politisk og økonomisk styring, men ingen taler om at gøre op med armslængdeprincippet.

Det handler om, at vi som samfund skal have et større fokus på kulturen og kunsten. At vi skal anerkende og understøtte, at kulturen og de kulturelle erhverv spiller en vigtig rolle for udviklingen af vores samfund, hvor der bliver skabt innovation og opfundet bæredygtige løsninger til gavn for os alle.

Tag Filmbyen i Århus. Den er et godt eksempel på, at man lokalt tænker kultur- og erhvervspolitik sammen ved at bygge en hel by med virksomheder og uddannelser inden for filmproduktion. Som by bør man også have et helt naturligt fokus på at fremme de kulturelle erhverv, og sådan bør det naturligvis også være i København. Kommunen skal have ny erhverv- og vækststrategi næste år. Her er det oplagt at tænke de kulturelle erhverv og kulturlivet ind på lige fod med for eksempel turisme og digitalisering.

Kultur skaber arbejdspladser og innovation

Kultur og kunst har en egenværdi, men hvorfor ikke værdsætte, at den også skaber merværdi på andre samfundsmæssige parametre? At den tiltrækker turister, skaber arbejdspladser, innovation og eksportsucceser? At de kulturelle erhverv bidrager væsentligt til Københavns internationale image, som en af verdens bedste byer at bo og leve i?

Kultur og erhverv behøver ikke at være hinandens modsætninger. Erhvervspolitikken – såvel nationalt som kommunalt – bør kunne rumme kulturen, kunsten og de kreative erhverv og se dem som en styrkeposition.

Lad os tage et opgør med myten om ”den glade, fattige kunstner” en gang for alle, for så længe den lever, bliver kunsten og kulturen fortsat nedprioriteret. Hvis vi skal opnå, at kunst og kultur bliver prioriteret politisk og økonomisk, skal vi også kunne tale om kunst og kultur som erhverv.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Kultur- og fritidsborgmester (Å) i Københavns Kommune.