TOP

Koda: Google fjerner al dansk musik fra Youtube

Google har torsdag aften orienteret Koda om, at man i løbet af kort tid vil fjerne al dansk musikindhold på Youtube, som Google står bag. 

”Google har altid haft en our way or the highway-strategi, men selv for Google udgør det her et lavpunkt. Google ved selvfølgelig godt, at de kan skabe enorm frustration både hos vores medlemmer ved at nægte dem adgang til Youtube, og hos de mange danskere, der dagligt bruger Youtube. Youtube håber vel ad den vej at kunne presse en aftale igennem, hvor de alene dikterer alle aftalevilkår,” udtaler Kodas mediedirektør, Kaare Struve, i en pressemeddelelse. 

Det drastiske indgreb finder sted, mens det nordiske selskab Polaris og Google forhandler om en fælles-nordisk aftale om brug af musik på Youtube, og hos Koda ser man meldingen som et udtryk for, at Google har “valgt at sætte en tyk streg under deres totale dominans i markedet”. 

Krav om, at betaling bliver reduceret med 70 procent

Den kommende fælles-nordiske aftale skal erstatte de norske, finske og danske komponist- og sangskriverselskabers lokale aftaler og samle dem i én fælles aftale med Google. 

Googles hidtidige aftale i Danmark, som Koda står bag, udløb i april, og er blevet midlertidigt forlænget. 

“Google har dog nu, som betingelse for en ny midlertidig aftaleforlængelse, krævet, at de penge, som komponister og sangskrivere får for Youtubes brug af musik, reduceres med knap 70 procent – og det på trods af, at Youtubes brug af musik er steget markant, siden Koda indgik den sidste aftale med Google,” skriver Koda i en pressemeddelelse og tilføjer: 

“Det kan Koda naturligvis ikke acceptere, og Google har nu på egen hånd besluttet, at Kodas medlemmer ikke kan få deres indhold vist på Youtube.”

“Forekommer nærmest bizart”

Hos Koda undrer man sig over Googles fremgangsmåde – ikke mindst i lyset af, at der har været fremskridt i forhandlingerne i løbet af de seneste uger. 

Den første danske aftale med Google om betalingsniveauet fra Youtube blev indgået i 2013 og er ifølge Koda markant lavere, end den betaling, som de abonnementsbaserede musiktjenester har forpligtet sig på.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at vores medlemmer igennem mange år har været stærkt utilfredse med betalingsniveauet på Youtube. Og det er heller ikke nogen hemmelighed, at vi fra Kodas side har været aktive fortalere for et opgør med tech-giganternes free-ride og underbetaling af kunstnerisk indhold i forbindelse med EU’s copyright-direktiv. At Google nu kræver betalingen reduceret med knap 70 procent i en midlertidig aftaleforlængelse forekommer nærmest bizart,” udtaler Kodas administrerende direktør, Gorm Arildsen.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.