TOP

Kim Leine hædret med fornem pris fra Gyldendal

Det bliver forfatteren Kim Leine, der i år modtager Søren Gyldendal Prisen. Blandt tidligere modtagere finder man Vita Andersen, Ib Michael, Suzanne Brøgger og Carsten Jensen. Prisen er i dag på 250.000 kroner. 

”Prisen går til Kim Leine for hans stort anlagte, kulsorte, humoristiske og viltre forfatterskab, der bl.a. tæller erindringsromanen Kalak, de historiske romaner om Grønland og Danmark i 1700-tallet, Profeterne i Evighedsfjorden og Rød mand/Sort mand, og krigsromanen Afgrunden om det 20. århundredes dæmoner. Med en vrimlende rigdom som 1800-tallets monstrøse romaner blander han uden skelen til den gode smag alle genrer fra krimi til brevroman, fra glasklar prosa til snørklet tungetale for at fortælle om mennesket i al dets skønhed og grimhed, om volden, misbruget, fortvivlelsen, kærligheden, døden – og den sjældne nåde,” lyder motivationen fra prisjuryen.

Prisen overrækkes tirsdag 7. maj ved et arrangement hos Gyldendal, hvor man også vil kunne opleve Kim Leine i samtale med den norske forfatter Lars Saabye Christensen. 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk