TOP

Kan kulturen betale sig? Fire direktører fra erhvervslivet giver et svar


Fire direktører rejser i et indlæg i Nordjyske spørgsmålet: Kan kulturen betale sig?

Direktørerne – John Lundsgaard, som er bankdirektør i Spar Nord, direktør Michael Lundgaard Thomsen fra Aalborg Portland, direktør Jesper Panduro fra Skagerak Denmark og Lisa Dalsgaard, der er grundlægger af Goodiepack.com – konstaterer, at det er væsentligt at forholde sig til den underliggende præmis.

“Og hvis præmissen er, at altings værdi skal kunne gøres op i kroner og ører, så er der mange ting i livet, der ikke kan betale sig: Den ekstra kop kaffe ved søndagsbordet, den første gang du så Eiffeltårnet, hører Mozart eller timerne, du bruger på at læse en litterær klassiker,” skriver direktørerne og uddyber:

“Insisterer vi alligevel på at se på kulturen med markedsorienterede briller på, så er svaret ja: Et rigt kulturliv betaler sig. Og det er ikke ”kun” i forhold til de bløde værdier som almen dannelse, livsværdi og fællesskab om noget, der rækker ud over os selv: 34 procent svarer i en ny undersøgelse, at et rigt kulturliv er dét, der gør Aalborg til en god by for dem. Ingen andre parametre i analysen vægtes så højt af borgerne som kulturlivet. Samtidig kommer det frem i analysen, at minimum 90% af de offentlige tilskudsmidler til kulturen betales tilbage gennem de indtægter, det giver. Det kan faktisk ikke betale sig at lade være at have kultur,” lyder det fra de fire direktører, der blandt det fremhæver Utzon Center, som et eksempel på den form for kulturliv, som erhvervslivet i regionen efterspørger:

“I 2018 var omkring 50 procent af gæsterne på Utzon Center ikke fra Nordjylland – og godt 20 procent var turister fra udlandet. Dermed står Utzon Center som et godt eksempel på den gennemslagskraft uden for regionens grænser, som vi i erhvervslivet efterspørger.”

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.