TOP

Kære kommende kulturminister: “Musikken skal tilbage på skoleskemaet”

Kommentar: Hvor jeg dog glæder mig til at høre dine stærke visioner for kulturpolitikken, for musikken og for de oplevelser, der binder danskerne sammen.

Jeg er glad for, at vi nu får en kulturminister, der aktivt har valgt kulturen og kulturpolitikken til, og ønsker at kæmpe for kulturen og for dit ministerområde. At du vil noget med kulturen og med musikken, og at du taler positivt om det statslige engagement i kultur og musik!

Jeg glæder mig til, at du udover dit eget ministerområde vil kæmpe for kulturens og musikkens berettigelse, vigtighed og vilkår overfor og sammen med dine ministerkolleger.

Det er vigtigt, for hvis vi skal have et velfungerende kultur- og musikliv, hvor vi udnytter potentialet, kan vi ikke begrænse indsatsen til Kulturministeriets snævre ansvarsområde.

Især er det vigtigt, at du prioriterer samarbejdet med undervisningsministeren. Musikken skal tilbage på skoleskemaet. Vi ved, at børnene har gavn af og styrkes i mødet og arbejdet med musikken i en tidlig alder, og det skal vi udnytte. Et tidligt møde med musikken er også essentielt for, at vi får den bedst mulige talentudvikling og stærke kulturbrugere.

En anden kollega, du skal stille store krav til, er erhvervsministeren. Du skal insistere på, at musikken anerkendes som et erhverv, der er værd at prioritere, og som man skal investere i. Det er ukendt land for din ministerkollega, men du må overbevise vedkommende om, at musikken er mere end bare en hyggebeskæftigelse. Musikken genererer en stor omsætning og sikrer mange jobs, og så er det et område, hvor der er store eksportmuligheder. Men det kræver både, at vores musikere uddannelsesmæssigt klædes på til at turde sigte kommercielt, og at området prioriteres i eksportindsatser.

Jeg håber og tror på, at du kan leve op til mine forventninger, som blandt andet er:

  • Du ser de områder, som ellers ikke er lige for, og du er lydhør overfor de problemer og udfordringer, vi bringer til dit kendskab. Du ved, at kulturen og kulturens aktører er afhængige af, at der er velfungerende og rimelige regler og rammer for os – og for de arrangementer, vi står for. Det er vigtigt, at vi ikke drukner i regler, der ikke tager hensyn til den virkelighed, vi opererer i, den midlertidighed der ofte er vores vilkår, og den frivillighed som for mange er et bærende element.
  • Du anerkender den rytmiske musik som en af de kulturformer, danskerne bruger allermest og er allermest i berøring med. Du ved, at vi stort set alle er i berøring med musik dagligt, og at de fleste dagligt vælger den til. Du ved, at over 40 procent af danskerne jævnligt går til koncert, og at musikken er noget, der betyder meget for rigtig mange. Derfor har du selvfølgelig også en holdning til, at den rytmiske musik og livemusikken må få en synlighed og prioritering i kulturpolitikken, der modsvarer den opbakning, den nyder blandt publikum.
  • Du har fokus på livearrangørernes vigtige rolle for musikken og for samfundet. Du hylder den diversitet, der er fra de mindste frivilligt drevne foreninger, til spillestederne, til de små og store festivaler og til de kommercielle og de ideelt drevne arrangører. Du ved, at der er behov for alle typer af arrangører, og du ser den betydning arrangørerne har både for musikken og talentudviklingen, men også for de lokalområder, vi opererer i. Du insisterer, på at det er vigtigt, at både mainstream og smalle artister kan komme ud til alle egne af landet, og at der er en scene at optræde på for det lokale vækstlag.
  • Du ved, at livearrangørerne er en vigtig del af talentudviklingen og sikrer artisterne den sceneerfaring, der er vigtig for at kunne klare sig på de større scener og i udlandet. Men også at vi sikrer et dansk arbejdsmarked for de mange artister, der ikke får chancen for det store gennembrud i udlandet.

Mest af alt glæder jeg mig til din konstante italesættelse af investeringer i kultur og stædige fastholden af kunstens og kulturens værdi og berettigelse for vores samfund.

Jeg glæder med til et godt og gensidigt værdifuldt samarbejde!

I anledning af folketingsvalget har Kulturmonitor bedt en række markante repræsentanter fra kulturbranchen skrive et åbent brev til den kommende kulturminister. Læs med her:

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Leder af spillestedet Gimle og formand for Dansk Live.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test