TOP

Kære kommende kulturminister: Lad os gå et skridt videre end afskaffelsen af omprioriteringsbidraget

Vi håber, at du inderst inde ved det. Ved hvor vilde danskerne er med kunst og kultur. Vi håber derfor også, at du vil handle på dette, forsvare området aktivt – og bidrage til, at der bliver skabt langt bedre rammer for de mennesker, der producerer det kunstneriske indhold som danskerne er så vilde med. Det forudsætter to ting:

  1. For det første er det altafgørende, at du ikke lader dig distrahere af den komparative politiske tendens til at sammenligne det usammenlignelige. Læs – eller handel i det mindste ikke på målinger, hvor kunst og kultur bliver sammenlignet 1:1 med andre velfærdsområder. Kunst og kultur er ikke et quick fix – et instrument til at løse samfundsproblemer sådan med et trylleslag.
  2. For det andet skal du turde investere i kunst og kultur som både talentudvikling og i bredden. Og hvorfor ikke forsvare dit nye område ved at skabe de økonomiske rammer til at kunne løfte en ny generation af danske børn og unge fagligt med kunst og kultur.

I analysen ‘Mellem ballet og biografer – kultur ifølge danskerne’, som en række af Dansk Kunstnerråds medlemsorganisationer har bakket op om, blev danskernes holdning til kunst og kulturpolitik afdækket. Med mere end 2.000 svar giver den blandt andet et indblik i danskernes holdning til kunst og kultur til børn og unge.

Kunst og kultur er entydigt til gavn for samfundets yngste ifølge målingen. Af de adspurgte mente mellem 70 og 84 procent, at kunst og kultur stimulerer børns fantasi, udvikler børns kreativitet, understøtter børns faglige læring, øger børns forståelse for det samfund de lever i, skaber nye relationer mellem børn, udvikler børns kritiske sans. 80 procent af de adspurgte mente desuden, at kunst og kulturoplevelser bidrager til at understøtte børns faglige læring.

Dansk Kunstnerråd kan som paraplyorganisation for 24 professionelle kunst- og kulturorganisationer pege på en række yderst professionelle kunst- og kulturprojekter i den åbne skole som vore medlemsorganisationer har været involveret i på et eller andet plan. I Dansk Kunstnerråd har vi blandt andet gennemført Kunstner i Klassen (KIK), et tværkunstnerisk forløb, hvor professionelle kunstnere introducerer deres kunstneriske faglighed i folkeskolen gennem forløb med alt fra musik til billedkunst, teater, kunsthåndværk, film og litteratur.

At gribe potentialerne i den åbne skole ligger lige for. Men det kræver investeringer – også på kunst- og kulturområdet. Et godt sted at starte er selvfølgelig at fjerne omprioriteringsbidraget, som udsulter en del af de institutioner, som skal understøtte netop dette arbejde. Eftersom der allerede lader til at være politisk flertal for dette, så lad os gå skridtet videre. Som landets kommende kulturminister håber vi, at du vil investere i at fremme børn og unges skabertrang gennem kunst og kultur både i bredden og på talentplan. I kunst- og kulturorganisationerne vil vi gøre alt for at understøtte dette arbejde og fodre dig med rapporter og eksempler på, at kunst og kulturoplevelser i barndommen understøtter og styrker børn og unges læring.  For det er netop kreativiteten Danmark skal leve af de næste mange år.

I anledning af folketingsvalget har Kulturmonitor bedt en række markante repræsentanter fra kulturbranchen skrive et åbent brev til den kommende kulturminister. Læs med her:

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Henholdvis formand og sekretariatschef for paraplyorganisationen Dansk Kunstnerråd, som repræsenterer 24 professionelle kunst- og kulturorganisationer.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test