TOP

Kære Jesper Bay og Johan Kruse: Nej tak til flere smagsdommere og fagpolitisk detaljestyring

Debatindlæg: 18. november havde Kulturmonitor et debatindlæg om den offentlige støtte til den rytmiske musik med studerende Johan Kruse og direktør Jesper Bay som afsendere. 

Jesper Bay er direktør for interesseorganisationen Danske Koncert- og Kulturhuse. Tidligere har Jesper Bay været talsmand for IFPI og haft en række øvrige nøgleposter i den danske musikbranche. En mand, der kender sin branche.

Det kan derfor undre en anelse, at han som afsender af debatindlægget tilsyneladende overser dele af den virkelighed, han og medunderskriveren tager fat på. 

En bærende pointe i deres indlæg er, at man skal sløjfe honorarstøtten og give de 18 millioner årlige statslige kroner direkte til kunstnerne. Umiddelbart lyder det jo sympatisk at køre støttekroner direkte ind på kontoen hos musikerne, der så kan bruge de rare moneter til markedsføring og turnévirksomhed. Det smager lidt af ud-med-fedtlaget-refrænet og kan måske få flere musikere til at klappe i hænderne. Men tøv med applausen. 

Bay og Kruse skriver: “Fordel pengene på eksempelvis 50 nøje udvalgte kunstnere med højt kunstnerisk niveau. Det er 360.000 kroner til hver. Allokér halvdelen af beløbet til markedsføring af de enkelte koncerter. Og den anden halvdel til at sikre omkostningsmæssig dækning  af en landsdækkende turné med eksempelvis 16 koncerter på relevante spillesteder i de danske regioner.”

Længere nede i indlægget skriver de to, at den tilsvarende kommunale honorarstøtte, der matcher den statslige i det nuværende system, også skal fjernes. De mener, at de omkring 18 millioner kommunale kroner skal gå til “andre presserende opgaver på musikområdet i kommuner og regioner.”

Tag fra de små og giv til de store

Samlet set er indlægget jo dejligt provokerende, og måske er formålet at kalde på en replik. Den skal jeg da gerne levere. 

For det første: Der er ingen tvivl om, at mange danske koncert- og kulturhuse, som Jesper Bay jo repræsenterer, vil finde forslaget mægtig fint. Og formentlig også mange regionale spillesteder. De vil jo få foræret en masse danske navne, der medbringer store dele af finansieringen af koncerterne. Da disse steder som hovedregel ingen større gavn har af den nuværende honorarstøtte, er forslaget en omfordeling af midler fra de mange mindre spillesteder og foreninger til de store koncerthuse og regionale spillesteder. Tag fra de små og giv til de store. 

For det andet: Vil en sådan ny praksis ændre på den rytmiske musiks iboende og rå kapitalismevirkelighed med udbud og efterspørgsel? Vil managements og bookingbureauer sige bye bye til at presse prisen der, hvor det kan lade sig gøre? Mon dog. Hvis et udvalgt band, der får de omtalte 360.000 kroner (udgangspunktet er eksemplet med 50 udvalgte bands), midt i det hele storhitter med en sang, kommer på Spotifys playlister og kravler op mod en topposition i den Superstar economy, som Bay og Kruse også omtaler, vil deres livehonorar så ikke under alle omstændigheder blive presset voldsomt opad? Det er svært at forestille sig det modsatte. Men det er nok heller ikke pointen med Bay og Kruses forslag at skabe mere lighed i udbudspriserne. 

Det ligner mere en frasortering af mellemlagsbands, så der bliver mere plads på banen til de nøje udvalgte. Man kan ydmygt spørge, hvad der skal ske med alle de bands, der ikke er blandt de udvalgte? De vil få morderligt svært ved at komme til fadet, når der ikke længere er honorarstøtte. 

Honorarstøtten bør ikke sløjfes, men udbygges

For det tredje: Honorarstøtteordningen er med til at sikre, at en mangfoldighed af små og mindre spillesteder, foreninger og kulturiværksættere kan præsentere livemusik fra alle hylder. Ordningen, som stat og kommuner deles om, kan søges hos kommunerne. Det er en decentral praksis, hvor en kommune er tæt på de arrangører, der søger. Og honorarstøtten giver mulighed for, at musikere og bands i mange forskellige genrer kommer ud at spille.

Honorarstøtteordningen giver et bredt og mangefarvet spillestedslandkort og burde ikke sløjfes, men udbygges. Det er øremærkede midler, der har til formål at få mere livemusik ud til publikum. 

Ordningen kunne sagtens moderniseres og gøres bedre. Men det skal være ud fra et stik modsat kultursyn end Bays og Kruses. En moderniseret honorarstøtte burde øges i størrelse, i endnu højere grad være med til at understøtte græsrodsinitiativer og have fokus på nye koncertformer og genremæssig og geografisk bredde. Udgangspunktet skal fortsat være, at det er en rammeordning, som overlader friheden til at booke navne til arrangørerne, og som er med til at udvide og udvikle det frie marked, livemusikken fortsat bør være.

For det fjerde: En offentlig kunststøtte må for min skyld gerne få Erhvervsministeriet i tale og for noget af støttens vedkommende transformeres til erhvervsstøtte for det professionelle lag af musikere og sangskrivere. Men det ændrer ikke ved, at denne støtte, kunststøtte og en mulig erhvervsstøtte skal fungere som rammebevillinger, der overlader så meget som muligt til de aktører, det handler om. 

Det er helt fint, at Statens Kunstfond i et eller andet omfang giver støtte til forskellige dele af kulturlivet, og at der sidder fagudvalg og kuraterer og afgør, hvem der skal have legater og så videre. Men det er absolut ikke fint, hvis man vil omlægge honorarstøtten til kurateret støtte til udvalgte bands og musikere. 

Der er ikke brug for mere topstyring og kuratering

Jeg ved ikke, om Bay og Kruse forestiller sig, at det skal være Projektstøtteudvalget, der skal udpege disse udvalgte bands? I så fald bliver det en yderligere centralstyring af det rytmiske musikliv. Det vil være en helt forkert retning at gå. 

Vi har ikke brug for endnu mere topstyring og kuratering. Vi har brug for en livemusikbranche, hvor ivrige iværksættere, dygtige private entreprenører og spillestedsejere, frivillige musikelskere og et folkeligt baseret foreningsliv får opbakning til at skabe steder, hvor mennesker gerne vil mødes og kan lide at være, og hvor livemusikken kan blomstre i al sin mangfoldighed.

Lad markedet og det frie initiativ få lov til at skabe flere scener. Og lad en udvidet honorarstøtteordning sikre, at de professionelle musikere får en anstændig hyre. Dét vil skabe liv derude og bidrage til både at fremme talenterne og sikre det omfangsrige musikermiljø i mellemlaget. Det mellemlag, som ikke tilhører superstjerne-segmentet, men heller ikke er nybegyndere eller amatører. Men kunstnere, som mange mennesker gerne vil opleve. 

Nej tak til flere smagsdommere og fagpolitisk detaljestyring med en ubehagelig dunst af små-totalitarisme. Ja tak til rammevilkår og rammestøtte, der giver størst mulig frihed til både musikere og arrangører. Det skal ikke være et udvalg eller et vogternes rytmiske råd, der bestemmer, hvilke bands folk skal høre. 

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Martin Blom Hansen er musiker og journalist.