TOP

K-politiker vil have regeringen til at opprioritere kulturområdet og ryste posen: “Vi savner en markant kulturminister”

Debatindlæg: For første gang i Danmarkshistorien er kulturministerposten under Mette Frederiksen-regeringen blevet placeret helt i bunden af det hierarki mellem ministrene, som hedder statsrådsrækkefølgen. Det er simpelthen ikke sket tidligere, at en regering på den måde signalerer, at kulturministeren er den mindst vigtige af samtlige ministre. 

Statsrådsrækkefølgen af ministrene er en formalitet, men også en meget sigende formalitet, for det falder fuldkommen i tråd med den manglende prioritering af kulturpolitikken, som kendetegner denne regering. 

For nylig åbnede Folketinget, og ved den lejlighed fremlagde regeringen som altid sit lovprogram for den kommende samling. Endnu engang var Kulturministeriets afsnit stort set tomt. Nogle få tekniske korrektioner, lidt implementering af EU-direktiver, det var alt. For det er tilsyneladende slet ikke meningen, at den socialdemokratiske regering skal føre nogen kulturpolitik. 

I forståelsespapiret med støttepartierne, som er det tætteste, vi for tiden kommer på et regeringsgrundlag, altså en programerklæring for regeringen, der er kultur nævnt præcis nul gange, mens ulighed er nævnt 46 gange og velfærd 32 gange. 

Kulturen passer ikke ind i S-projektet

I Socialdemokratiets nuværende projekt passer kulturen simpelthen ikke ind, for projektet er at genopfinde partiet som velfærdsstatens arkitekter og vogtere med så få forstyrrelser i kommunikationen som muligt. 

Derfor handler regeringens initiativer om forbedring af velfærden, herunder en meget omtalte Arne-pension, som bygger endnu et lille spir på det stolte socialdemokratiske velfærdsbyggeri. Det koster, både i kroner og ører og i tabt arbejdsudbud, som i sidste ende gør os alle fattigere. Derfor er der mange andre ting, som der ikke er penge til, herunder kulturen. 

Men har man ingen penge til nye politiske initiativer, så kan man dog altid igangsætte debatter om kulturens betydning, om hvad vi prioriterer i fællesskab af oplevelser, udfordringer, viden og dannelse, som kan gøre os til et åndeligt rigere folk. 

Også her er regeringens dagsorden på kulturområdet imidlertid så tavs som en teatersal under coronanedlukningen. Hvor andre ministre forbereder redegørelser til Folketinget, holder konferencer, skriver kronikker, inviterer områdets aktører til debatter om regeringens linje, der gør kulturminister Joy Mogensen så godt som ingenting. 

Hun har tilsyneladende intet på hjerte, udover det til bevidstløshed gentagne mantra om, at håndbold kan være lige så godt som ballet. Og så naturligvis det berømte udsagn om, at det ville være upassende at tale om kulturpolitik midt under en coronakrise. Begge dele understøtter regeringens overordnede ”arbejderistiske” strategi, men det understøtter bestemt ikke kulturlivet. 

Kulturkamp uden gavn for kulturen

For socialdemokraternes kamp for at genvinde positionen som det fremmeste velfærdsparti og den almindelige lønmodtagers bedste ven, er også en slags kulturkamp, men desværre ikke en, som kulturen har gavn af. 

Den enorme fokus på velfærd, ulighed og på at sikre tidlig pension til landets Arne’r, handler i sidste ende om at genvinde tilliden blandt de vælgere, som midlertidigt har været udlånt til navnlig Dansk Folkeparti, og her handler det om at signalere, at man ikke taler hen over hovedet på dem ved at vise, at man interesserer sig for finkultur – eller i det hele taget kultur, som ikke alle kan forstå eller være en del af. Derfor skal ballet italesættes som noget, der bestemt ikke er ”finere” end håndbold, selvom sammenligningen er helt og aldeles meningsløs. 

Det svarer mest af alt til at sammenligne højden på Rundetårn og et tordenskrald. Det er en identitetsmarkør, som skal signalere arbejderisme og anti-elite, men det er ikke kulturpolitik. 

Kulturminister uden kulturpolitisk hjerte

Derfor er det også helt fair, at Joy Mogensen er placeret nederst i ministrenes hierarki, for hun har ikke noget kulturpolitisk på hjerte, og skal heller ikke have det – udover hvad der kan støtte regeringens overordnede strategi i form af at tale elitekulturen ned. Dermed repræsenterer hun også et lavpunkt blandt de danske kulturministre i mange år, måske nogensinde. 

Når jeg skriver måske, så er det fordi Kulturministeriet gennem en årrække har været ganske lavt prioriteret af de skiftende regeringer, uanset partifarve. Typisk har kulturministerposten i de senere år været en retrætepost eller en post, man gav til politikere, der måtte antages at have svært ved at administrere en tungere ministerpost på betryggende vis. Nogle af de kulturministre, som var i deres karrieres efterår, efterlod sig alligevel markante spor, det gjaldt ikke mindst for Per Stig Møller, som med de beslutninger, der førte til oprettelsen af Radio24syv, virkelig fik fornyet det danske medielandskab markant, så længe det nu varede. 

Minister med visioner på området

Men sidste gang kulturministerposten var besat af en markant politiker på vej frem, der virkelig ville noget med området, var i perioden 2001-2008, hvor den konservative Brian Mikkelsen sad som kulturminister. Han var allerede ved VK-regeringens tiltrædelse i 2001 en markant skikkelse i sit eget parti, som kunne have valgt traditionelt set mere indflydelsesrige ministerposter. 

Men han valgte helt af egen drift kulturministerposten, fordi han brændte for området og havde markante synspunkter om kulturpolitikken, som han brændte for at fremme. Som den foreløbig seneste kulturminister fik han da også tilført området flere midler og satte væsentlige kulturpolitiske debatter i gang, blandt andet med udarbejdelsen af Kulturkanonen, der samlede 96 af de ypperligste eksempler på dansk kultur inden for arkitektur, billedkunst, design og kunsthåndværk, film, litteratur, musik og scenekunst. 

Tankegangen var at igangsætte en debat om kvalitet inden for kulturen og give alle danskere et bedre kendskab til det skatkammer og den berigelse af tilværelsen, som dansk kultur er. 

For at gøre kulturarven tilgængelig for nye befolkningsgrupper, der ikke havde en naturlig adgang til den, indførte han også gratis adgang til de store statslige museer, Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, med et markant øget besøgstal til følge. Den styrkelse af museumsstøtten, han gennemførte, tilførte de danske museer et stort beløb til markant bedre formidling, som har sat en væsentlig retning for den meget dynamiske udvikling, der siden har præget de danske museer helt generelt. 

Danskerne hungrer efter kultur

Brian Mikkelsen var naturligvis også omdiskuteret, som alle markante politikere er og skal være det, men ingen kunne tage fra ham, at han satte sit meget markante præg på dansk kulturpolitik og konstant talte kulturens betydning op. 

På den måde kan man sige, at den nuværende kulturminister er hans diametrale modsætning, fordi meget af hendes taletid er gået med at tale kulturen ned og nærmest demonstrativt ingen initiativer tage. Det er synd for kulturen, og det er faktisk også synd for danskerne, som under årets coronakrise helt åbenlyst har hungret efter kultur, og hvor kulturen for mange netop har været den inspirationskilde, der har holdt modet oppe i en svær tid. Her havde der været store muligheder for en markant kulturminister, som med nye visioner for kulturen kunne have fået stor og positiv opmærksomhed. 

Det har vi ikke, og det savner vi virkelig.   

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Nikolaj Bøgh er rådmand og formand for Kultur- og fritidsudvalget, Frederiksberg (C)