TOP

Jussi Adler-Olsen kræver berigtigelse efter kommentar i filmmagasinet Ekko

Den kendte krimiforfatter Jussi Adler-Olsen har fået sin advokat til at rette henvendelse til filmmagasinet Ekko. Henvendelsen drejer sig om en berigtigelse af en påstand bragt 1. juni, som forfatteren finder grundløs og æreskrænkende. Det skriver Politiken. 

I artiklen fremlægger magasinet den påstand, at der er fiflet med tallene på hjemmesiden Kino.dk, så anmeldelserne af den nyeste Carl Mørck-film ‘Marco Effekten’ fremstår flottere, end de reelt set er. Artiklen hentyder desuden til, at det er Jussi Adler-Olsen selv – eller hans fanklub – der står bag manipulationen af tallene. 

Efter advokathenvendelsen har Ekko lavet en berigtigelse, hvor filmmagasinet skriver, at der ikke er belæg for at påstå, at det er forfatteren selv, der er skyld i den kunstigt høje rating af filmen.

Men pillet ved tallene er der, og efter at anmeldelserne er blevet renset for gengangere fra samme IP-adresse er ratingen nu røget fra pæne 4,9 ud af seks til per dags dato at ligge på lunkne 2,5. 

Uoverensstemmelse mellem brugeranmeldelser og rating vakte mistanke

‘Marco Effekten’ havde dansk biografpremiere den 27. maj 2021 og begejstrede ikke anmelderne. Derudover var der ikke sammenhæng mellem brugernes anmeldelser på Kino.dk og filmens rating, hvilket fik sidens indholdsansvarlige, Daniel Bentien, til at undre sig og igangsætte en undersøgelse af sagen. 

“Brugerkommentarerne var jævnt skeptiske, så det så underligt ud, at ratingen var så høj. Der var noget fishy ved det,” forklarer den indholdsansvarlige til Politiken. 

Ratingen er rettet på Kino.dk ,og berigtigelsen bragt i Ekko, men der er endnu intet svar på, hvem det er, der har prøvet at hæve bedømmelsen af ‘Marco Effekten’.  

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på caroline@kulturmonitor.dk