TOP

Joy Mogensen udskyder beslutning om mere hjælp til kulturlivet til august

Flere dele af kulturlivet står lige nu i en situation, hvor der er behov for økonomisk hjælp som følge af de restriktioner, de er blevet pålagt på grund af coronakrisen. 

Ikke mindst spillestederne lider voldsomt under den fortsatte nedlukning, hvilket har fået blandt andet spillestedet Vega til at sende et nødsignal om hjælp, hvis man skal overleve. Det københavnske spillested er blevet lovet støtte fra Københavns Kommune, men også her har kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å) slået fast, at kommunen ikke kan løfte opgaven alene – regeringen må hjælpe til.

Men kulturlivet skal ikke forvente nogen hjælp nu og her. Det fastslår kulturminister Joy Mogensen (S). I et opslag på Facebook skriver hun således, at det endnu er uvist, hvordan situationen ser ud til efteråret, men at det samtidig er svært at forestille sig et efterår helt uden restriktioner.

“Så hurtigt, som det er muligt, vil vi i august se på den situation, Danmark står med i forhold til coronavirus. Hvis der fortsat er restriktioner, som gør, at man ikke kan lukke publikum ind i fuldt omfang, så kommer regeringen med et tilbud om økonomisk hjælp,” lyder det fra kulturministeren. 

Ny hjælp kræver flertal i Folketinget

Joy Mogensen opfordrer samtidig kulturlivet til at fortsætte de planer, der er blevet lagt i forhold til efterårets program, men samtidig vise rettidig omhu og tage højde for, at forholdende ikke lige med det samme bliver, som de var. 

En eventuel ny økonomisk hjælpepakke efter sommeren kommer til at bero på, hvilke restriktioner der vil være i forhold til forsamlinger efter sommeren – og så selvfølgelig om man kan samle det fornødne flertal i Folketinget. Men ifølge Joy Mogensen er regeringen klar til at strække sig langt i de eventuelle forhandlinger.

“Sagt helt klart: Hvis sundhedsmyndighederne og regeringen mener, at der stadig er brug for restriktioner i forhold til forsamlinger efter sommeren – så kommer der hjælp til de kulturinstitutioner, der bliver berørt af at kunne sælge færre billetter. Det er selvfølgelig regeringens holdning,” lyder det fra ministeren. 

Joy Mogensen mødes onsdag med en række centrale kulturaktører for at diskutere et forslag til en ny genåbningspakke. 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk