TOP

Jesper Wung-Sung og Anna Jacobina Jacobsen vinder Kulturministeriets bogpriser

Kulturministeriet uddeler i dag Kulturministeriets Forfatterpris og Illustratorpris, der hylder forfattere og illustratorer, der med deres arbejde åbner litteraturen for børn og unge. Vinder af Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger bliver i år Jesper Wung-Sung for ’Alfred og gabestokken’, mens Kulturministeriets Illustratorpris for børne- og ungdomsbøger går til Anna Jakobina Jacobsen for ’Ø’.

Hos Jesper Wung-Sungs forlag Høst & Søn er man naturligvis glade for valget.

“Jesper Wung-Sung har modet til at fortælle om det at være anderledes på stadig nye måder. Det er et tema, der går igen i forfatterskabet både på voksensiden som i romanen En anden gren og i adskillige af Wung-Sungs bøger for børn og unge, hvor eventyrformen og en grotesk form for humor udfolder sig på bedste og særeste vis, således også i ”Alfred og gabestokken”, der er et moderne eventyr om at falde uden for normalitetens rammer og om at turde råbe fornærmelser, vrede, modstand og sandheder ud over byens torv, lyder det fra forlagschef for Høst & Søns Forlag, Anne Mørch-Hansen.

Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger er blevet uddelt siden 1954, mens Illustratorprisen er blevet uddelt siden 1979. Med hver pris følger 75.000 kr. To indstillingsudvalg udpeger prismodtagerne. Hvert udvalg består af tre medlemmer samt en formand, der repræsenterer Statens Kunstfond.

“I Danmark har vi et særdeles højt niveau inden for litteratur til børn og unge, og jeg tror, at de fleste af os husker en bog fra vores barndom, der har gjort et helt særligt indtryk på os. Derfor skal vi huske at hylde og værne om vores børnelitteratur. Jesper Wung-Sung sætter ord på det at være anderledes, mens Anna Jacobina Jacobsen helt uden ord formår at tale både til følelser og fantasien,” lyder det fra kulturminister Mette Bock (LA).   

Priserne bliver uddelt ved en overrækkelse i Kulturministeriet i dag kl 15.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk