TOP

Jesper Elkjær Øland stopper som forstander på Roskilde Festival Højskole

Efter 10 års indsats stopper Jesper Elkjær Øland som forstander for Roskilde Festival Højskole, som tog imod de første 70 elever i januar i år. 

Jesper Elkjær Øland blev i 2009 ansat til at udvikle visionerne for højskolen, skaffe den nødvendige opbakning til projektet og få det finansielle grundlag i form af godt 165 millioner kroner til etableringen på plads. 

“Uden Jesper var højskolen aldrig blevet realiseret,” udtaler Christine Antorini, der er bestyrelsesformand for Roskilde Festival Højskole, i en pressemeddelelse, hvor hun giver den afgående forstander følgende ord med på vejen: 

“Jespers enorme arbejdsindsats kombineret med mange års højskole- og festivalerfaring har været helt afgørende i forhold til at sikre, at der er blevet skabt en ny og tidssvarende urban højskole. Han har gennem alle årene fastholdt et stort hjerte og engagement for højskolen, og han har løst alle de mange forskelligartede opgaver og udfordringer gennem de mange skiftende projektfaser med ordentlighed og grundighed som sit varemærke. Højskolens fundament om ’at bygge fællesskaber’ kan om noget omsættes til Jespers værdigrundlag.” 

Jonas Møller er konstitueret som forstander.

Det oplyses, at Jesper Elkjær Øland fratræder stillingen efter grundige overvejelser, og at bestyrelsen beklager hans afgang. 

“I slipstrømmen på finanskrise og højskolelukninger, var der ikke mange der troede på, at det kunne lade sig gøre at åbne en nybygget højskole. Men i forbindelse med indvielsen af skolen beviste vi det modsatte, og vi kunne endelige fejre afslutningen på en lang rejse sammen – og starten på en ny. Nu starter der en ny rejse for mig, men jeg satser kraftigt på at dukke op på højskolen i tide og utide som gæst til foredrag og koncerter”, udtaler Jesper Elkjær Øland. 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test