TOP

Jeppe Krogsgaard Christensen: Reaktionerne på nyt Nordbrandt-digt viser, hvordan kunst- og kulturlivet er mere optaget af inklusion end kunstnerisk kvalitet

Debatindlæg: Henrik Nordbrandt er på vej med en ny digtsamling, og her hedder et af digtene slet og ret ‘Glostrup’. Og af det forstår man, at byen på Vestegnen er et fuldstændig forfærdeligt sted.

Det slår Nordbrandt fast på sin egen omvendte facon. For i stedet for at forklare, hvordan Glostrup er fuldstændig forfærdelig, nævner han andre steder og situationer, der er endnu mere forfærdelige. Som “lyden af visne blade under en rullestol/der kører ind på hospitalet/lidt uden for Glostrup”.

Den slags digte har 75-årige Nordbrandt skrevet mange af, og det er en af hans signaturer sådan at inddrage steder og tilstande og sågar vejrlig for så på forskellig vis at forstørre deres dårligdomme, forvrænge dem, så de bliver et udtryk for en sindstilstand snarere end for en mening eller vurdering.

Men denne gang har han skabt røre med sit greb.  Da Gyldendals skønlitterære chef, Simon Pasternak, delte Glostrup-digtet på Facebook, skrev en anden digter, Caspar Eric, straks i kommentarsporet: “Glostrup: helt fint sted”. Og efter det har der været en række forsøg på at nuancere billedet af Glostrup.

Thomas Boberg, Merete Pryds Helle og Caspar Eric har således leveret digte, som er blevet sat stort op i de store dagblade, og det hele er med medietypisk sans for drama blevet kaldt ‘Glostrup-fejden’.

Nu er tiden til modsvar og nuancering

Det interessante er dog ikke selve avis-virakken, men det faktum, at den aldrig ville være opstået for bare 10 år siden, hvor klimaet i kunst- og kulturlivet var et andet. Og hvor Nordbrandt hidtil har kunnet udgive sine lyriske idiosynkrasier uden anden diskussion end den om, hvorvidt digtet var vellykket eller ej, er tiden nu til modsvar og nuancering.

Det lyder jo godt. Det er det på sin vis også. Men det er altså også et udtryk for en stadig svagere evne til at aflæse kunst som andet og mere end et budskab. Og at der bor gode mennesker i Glostrup, og at Glostrup er ‘et fint sted’ er faktisk sagen uvedkommende. For Nordbrandts overdrivelse, hans forvrængning, er en digterisk teknik, som ikke har til formål at beskrive Glostrup – det er ikke en kronik om de sociodemografiske forhold på Vestegnen – men bliver altså læst og diskuteret præcis sådan.

Det skyldes flere forhold, og ikke mindst den autofiktive bølge, der har skyllet ind over landet i årevis og har vænnet os til at forstå snart sagt al kunst som udtryk for mennesket bag. Det har gjort os til dårligere tolkere af fiktion, og når vi så møder et digt som ‘Glostrup’, bliver det forbundet med forfatterens mening, hans vurdering.

Det er i sig selv et problem. Men i ‘Glostrup’-tilfældet bliver den dårlige læsning kombineret med en anden udvikling i tiden, nemlig den identitetspolitiske.

‘mowglificering’

Reaktionen på ‘Glostrup’ er således også et udtryk for en tendens i kunst- og kulturlivet, hvor kunstneriske greb som forenkling og negativ overdrivelse er absolut no-go, og hvor ALT, der har med det uskønne, det ubemidlede og med underklassen at gøre er ægte, sandt og ukrænkeligt.

De identitetspolitiske vinde blæser ikke bare gennem mange kunst- og kulturinstitutioner, men også gennem forlag, teatre og film, der konkurrerer om at præsentere nye værker, der skildrer svært stillede – arbejdsløse, fremmede, minoriteter, you name it – mens den hvide middelklasse gerne nedvurderes som fjern og irrelevant. Også selvom det er en større kunst at skabe et stærkt værk om en konsulent i Allerød eller en key account manager i Herning end et om det hårde liv som misbruger, selvmordstruet eller bistandsklient i Nordvest.

Ét er at det forekommer lidt komisk med sådan en romantisering og opskrivning af det for kulturbranchen så fremmede. Tænk bare på Vestegns-rapperen Tessa, der holdt en fuldkommen banal nytårstale i DR2s Deadline, godt pakket med bandeord og porno-feminisme, men blev knuselsket for det af kunstens og kulturens folk.

Forfatteren og dramatikeren Hassan Preisler var en undtagelse og talte på sociale medier om en ‘mowglificering’. Altså om, hvordan vi gerne tager det uslebne og ukultiverede til os som noget ægte og naturligt, vi kan kramme og studere.

Der skal være plads til de stemmer, der ikke passer i tidens identitetspolitiske kor

Noget andet er, at dét at foretrække kunst og kunstnere, der taler identitetspolitikken efter munden, er ødelæggende for et mangfoldigt kunst- og kulturliv. Kulturbranchen burde i stedet vise mod og vilje til også at gå andre veje. For det er jo indlysende rigtigt, at mange forskellige stemmer – som branchens aktører hele tiden gentager – er godt. Men det burde være lige så indlysende, at der også skal være plads til de stemmer, der ikke passer i tidens identitetspolitiske kor. Også selvom det kan komme til at gøre ondt; også selvom man for eksempel kan komme til at opleve Nordbrandt lægge Glostrup under sit lyriske forstørrelsesglas og brænde den til aske.

Men med reaktionen på ‘Glostrup’ har vi fået et udtryk for, hvor vi står i dag. Det er om ikke andet godt i den forstand, at vi nu kan tænke os om. Og måske komme lidt til fornuft. For den gode vilje ligner ond vilje, når vi ikke længere oplever kunst som kunst, men i stedet vurderer den ud fra, hvor inkluderende den er, hvor krænkende den er, eller hvor godt den nu lige flugter med vores eget virkelighedsbillede.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Jeppe Krogsgaard Christensen har skrevet en række kritikerroste og prisnominerede romaner, senest “April 2026” fra 2017. Ved siden af forfatterskabet har han været tilknyttet Information og Berlingske og er nu litteraturanmelder på Kristeligt Dagblad. Foto: Robin Skjoldborg