TOP

Jazztrommeslager i opråb til DR: “I svigter vores fælles historie”

Som professionel jazzmusiker er det svært begrædeligt at konstatere, at jazzen nu parkeres i et ydmygt lille hjørne på P2 fredag aften. 

Jeg kan personligt ikke få ind i mit hoved, hvorfor DR i dag er blevet så bange for at give plads til vores elskede kunstform. Det er som at blive svigtet af en af mine nærmeste. Af mit Danmarks Radio, som historisk netop har haft en så enorm betydning som formidler af jazzmusik. 

Der findes allerede et utal af radiokanaler i Danmark, som præsenterer den brede populærmusik. Lige netop DR burde da omfavne de mere smalle genrer og stolt vise den brede befolkning, at der findes højt kvalificerede alternativer til kommerciel musik? Er det ikke det, der hedder public service? 

Jazzen i Danmark lever som aldrig før. Det er ikke nogen kliché! Jazzen har fat i de helt unge. Hver eneste aften kan du i København gå ud og høre jazzmusik i verdensklasse. Jazzen har sat Danmark – og i den grad faktisk også DR på verdenskortet, men det har de vist glemt ude på Emil Holms Kanal. DR svigter vores fælles historie.

Vi har i Danmark altid kunne tiltrække de allerstørste jazzstjerner til landet, og vi gør det stadig. Vi har i København en af verdens største og vigtigste jazzfestivaler hver eneste sommer. Vi har musikere i topklasse, som turnerer over hele verden året rundt, og som repræsenterer Danmark på flotteste vis, og så har DR jo iøvrigt selv et jazzensemble i superligaen.  

Hvis DR ville, kunne de skabe helt unikke fortællinger om dette. Fortællinger, som ville sprede sig og få en enorm betydning, og som vi stolt kunne vise resten af verden.

Jeg bliver grøn af misundelse, når jeg arbejder i Sverige eller i Tyskland. Her møder man dedikerede jazzredaktioner eksempelvis hos Sveriges Radio eller hos Norddeutcher Rundfunk (NDR), som giver sig tid, som formidler, indspiller og transmitterer jazzmusik, sådan som DR også gjorde det, før alt gik i stykker.

DR var i tidernes morgen i den grad med til at forme mig til den musiker, jeg er idag. Jeg husker tydeligt, at jeg som teenager sad klistret til de skrattende højtalere i mine forældres sejlbåd, når vi sejlede rundt i Limfjorden. Jeg skulle altid høre ‘Jazznyt’ og ikke mindst ‘Jazzlive’. Sidstnævnte var et program med live-transmissioner fra koncerter, og da DR så en aften sendte Michel Camilo Trio live på TV fra Montmartre i Nørregade, sad jeg hjemme i Løgstrup med tårer i øjnene og blev blæst omkuld. 

Jeg havde aldrig i mit liv troet, at musik kunne lyde så fedt! Det var fuldstændigt livsændrende for mig. Nu vidste jeg, hvad jeg ville være. DR radio og TV var med til at vise mig vejen og formidlede til mig, at det i den grad kunne betale sig at spille på et instrument. At øve sig, fordybe sig og dygtiggøre sig. De oplevelser var afgjort med til at gøre, at jeg fandt min livsbane.

Med flytningen af jazzen til P2 fredag aften lukker man i mine ører reelt ned for formidlingen af en genre, som har så uendeligt meget smukt at byde på. En genre, som vi kan være så helt utroligt stolte af, er så stærk i vores lille land. Man begynder efterhånden at tvivle mere og mere på det fortærskede begreb ‘public service’ – eller som min gode ven og kollega, pianist Steen Rasmussen, har udtrykt det:

“Hver fredag kan man så lytte til Miles Davis med ‘Round Midnight’ og Diana Krall med hendes nye bossa nova album. Ikke et ondt ord om dem, men det kan kun blive på bekostning af mangfoldigheden i valg af musikken, og public service bliver et ord, man kan slå op i en historiebog…”

Jazztrommeslager

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test