TOP

Jazzhus Montmartre har politianmeldt tidligere ansat for bedrageri for 600.000 kroner

Spillestedet Jazzhus Montmartre i København har tidligere i år været ude i så alvorlige økonomiske problemer, at stedet på et tidspunkt måtte melde sig selv lukket og måtte afskedige alle ansatte. Nu viser spillestedets årsregnskab, at det ikke kun har været coronakrisen, tyngende gæld og den manglende position som regionalt spillested, der har presset økonomien. 

Ifølge årsregnskabet for 2019/2020 fremgår det, at en nu fyret medarbejder i bogholderiet har bedraget spillestedet for knap 600.000 kroner. Det skriver Politiken.

“Det skete i december 2019, hvor vi opdagede, at medarbejderen over en periode på tre måneder havde svindlet. Vi reagerede hurtigt. Vi bortviste medarbejderen og meldte vedkommende til politiet,” siger Montmartres bestyrelsesformand, Michael Christiansen, til avisen. 

Montmartre har ikke ønsket at oplyse navnet på den pågældende medarbejder.

Stor donation fra anonym gavegiver

Det var tidligere på året to donationer, der sikrede Montmartres økonomi, efter den bebudede lukning. Dels bevilgede Københavns Kommune en million kroner om året i driftsstøtte i de kommende fire år, dels fik spilletstedet tilsagn om en stor årlig donation fra en anonym gavegiver i de kommende fire år.

Derudover blev Montmartres økonomiske problemer løst af betydelige donationer fra Københavns Kommunes coronapulje, Augustinus Fonden og Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond. Donationerne gjorde det muligt at betale al udestående gæld og genåbne Montmartre.

Bestyrelsen genansatte den ellers opsagte direktør Jonas Dyrved samt kunstnerisk chef Jan Lundgren.

Ifølge bestyrelsesformand Michael Christiansen har bedragerisagen ikke haft nogen direkte indvirkning på de økonomiske problemer, som Montmartre meldte ud tidligere på året. En stor del af det forsvundne beløb er blevet dækket ind via et lån fra et bestyrelsesmedlem.

“Vi kommer selvfølgelig ikke til at bruge de penge, vi får fra Københavns Kommune, til at afbetale det her lån. Spørgsmålet er, om lånet skal køre videre som et rentefrit lån. Ellers skal vi tale med den nye investor om at få en økonomi, der – uden om Københavns Kommune – muliggør tilbagebetalingen af lånet,” lyder det fra Michael Christiansen.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk