TOP

Jazzfestival får uventet hjælp fra italiensk grevinde – og har i det taget held med at skaffe sponsorer

Når årets jazzfestival i Roskilde løber af stablen i midten af juni, bliver det med en uventet økonomisk sponsor i ryggen.

Den italienske grevinde Erika Thaon De Revel Vandini har nemlig valgt at støtte festivalen økonomisk. Sidste år besøgte grevinden med danske aner festivalen og blev så begejstret for den, at hun nu deler ud af sin formue.

Det skriver sn.dk.

“Hun skrev til mig i januar og sagde, at hun gerne vil være med til at støtte os,” forklarer Pia Kloster, der er formand for jazzfestivalen Roskilde Jazz Days.

På Roskilde Jazz Days site står, at takket være de mange sponsorer, som de har fået i år, vil der være fri entré. I år består sponsorerne af alt fra Stark til Roskilde Smørrebrød – og altså en grevinde. Førhen har det været et problem med at samle sponsorater til festivalen, og Pia Kloster har savnet opbakning fra det lokale erhvervsliv. Men de har aldrig haft så mange sponsorater som i år.

På plakaten er der noget for enhver smag. Der er jazzdivaer, sydstatsjazz og jazz for feinschmeckere. Derudover adskiller festivalen sig fra andre jazzfestivaler med årets afslutningsnavn. Det er Elvis-imitatoren Mike Colin Andersen, der optræder med et big band bestående af professionelle musikere fra blandt andet DR Big Band og Tivolis Bigband. Pia Kloster er begejstret for bookingen.

“Det er lidt af et scoop, for det er et helt nyt samarbejde, og Roskilde Jazz Festival bliver den første festival, som kan præsentere dem,” siger hun til sn.dk

Festivalen varer i fire dage fra 13. juni til 17. juni og foregår på Roskilde Havn. Blandt de optrædende kan nævnes Kristin Korb, Sinne Eeg Trio, Soulworkers, Signe Juhl Kvartet feat. Henrik Gunde samt Jesper Thilo Quartet.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test