TOP

Interaktiv roadtrip i limousine eller en iscenesat middag: Cph Stage sætter fokus på publikum som medskabere

I år skal publikum ikke blot nyde, men også yde, når Cph Stage overtager de københavnske scener fra den 23. maj til 1. juni. Landets største scenekunstfestival vil dette år sætte fokus på publikumsinddragelse ved blandt at gøre publikum til passager på en interaktiv roadtrip i en stretch-limousine, sidde med ved bordet til en iscenesat middag eller lære moderne dans af skuespiller Therese Glahn.

Ifølge festivaldirektør, Morten Krogh, skal forestillingerne give publikum oplevelser, der rækker langt udover det, skærmen kan tilbyde derhjemme.

“Når man er publikum til en ”traditionel” teaterforestilling, er man – sammen med sine medpublikummer – med til at skabe den stemning i salen, som skuespillerne reagerer på og spiller ind i. Det er i samspillet, at scenekunsten opstår. I en tid, hvor de kulturelle oplevelser i højere og højere grad er produceret til at blive konsumeret derhjemme, er det værd at fremhæve teatret og scenekunsten med alle dets IRL fællesskabs-kvaliteter,” siger festivaldirektøren i en pressemeddelelse.

Desuden fokuserer dette års festival også på kroppen – både de stærke og smidige og særlige og uperfekte. Det ses blandt andet i årets åbningsforestilling ‘50 grades of shame’ af den tyske performancegruppe She She Pop, som genskaber kroppen på måder, ingen har set den før.

For at finde rundt i Cph Stages store festivalprogram har festivalen nedsat et såkaldt Highlights-udvalg, som har udvalgt otte forestillinger, de anbefaler publikum at se, herunder Det Kongelige Teaters stykke ‘De fulde’, Wunderwerks papirforestilling ‘Gashjertet’ og den kontroversielle teaterinstallation ‘Dark Noon’ af Fix&Foxy.

Cph Stage startede i 2013 og er stiftet af de fire københavnske teatre GROB, Husets Teater, Teater V og Sort/Hvid.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test