TOP

Ingen kommunal støtte til Copenhagen Film Fund: Må stoppe med investeringer i 2020

Mens Københavns Kommunes budgetaftale for 2020 tilgodeså filmkulturelle tilbud som Filmværkstedet, blev der ikke fundet økonomisk støtte til Copenhagen Film Fund. 

Copenhagen Film Fund blev etableret i 2013 og har til formål at investere i danske og internationale film med et københavnsk udgangspunkt. 

I Copenhagen Film Fund frygter man nu, at filmproduktioner enten vil flygte ud af landet eller til andre regioner med kommuner, der ser værdien i film, tv- og animationsproduktioner. 

Direktør i Copenhagen Film Fund, Thomas Gammeltoft, kalder det uambitiøst af Københavns Kommune. 

“Det forekommer meget uambitiøst, at Københavns Kommune ikke bakker op om Copenhagen Film Fund. Det virker som en helt bevidst beslutning om ikke at støtte op om vores kreative erhverv og hvor film og tv er blandt de mest vækstskabende. Det har mange andre af landets kommuner for længst indset. Og staten er nu også kommet med, idet man har udpeget vores branche som en spirende styrkeposition for Danmark. Derfor virker det også i det lys endnu mere mærkeligt og vidner om mangel på visioner for fremtidens job i en storby som København. Det er synd og skam og meget hurtigt kan København blive tørlagt for produktion og kompetencer indenfor vores industri,” udtaler Thomas Gammeltoft på filmfondens hjemmeside. 

Noget tyder på, at film og tv er blandt de mest vækstskabende erhverv i Danmark. Den Vestdanske Filmpulje fremlagde en rapport i slutningen af september for perioden 2014 til 2018, som viste, at de 10 kommuner, der havde investeret i Den Vestdanske Filmpulje, tjente 4,2 kroner for hver krone de investerede i filmfonden
Derudover får FilmFyn årligt 11,5 millioner kroner af de ni kommuner, der ejer fonden, hvilket er til gavn for filmmiljøet på øen.

Copenhagen Film Fund vil fra 2020 ikke længere være operative, da der hverken vil være midler til investeringer i nye projekter eller drift.

Filmfonden vil dog forsat være en juridisk enhed, men vil overgå til at være en legatfond.

I løbet af de kommende år vil der være et tilbageløb af kapital fra tidligere investeringer og endnu ikke færdiggjorte projekter. Forventningen er, at tibageløbsmidlerne skal udmøntes i regi af legatfonden og reinvesteres i øget kompetenceudvikling og talentudvikling til gavn for film- og tv-brancherne, skriver Copenhagen Film Fund.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test