TOP

“Hvorfor er det lige forfatteren, og ikke de øvrige involverede, der skal arbejde gratis?”

Da den skønlitterære forfatter Anna Elisabeth Jessen modtog en mail fra restaurant Fasangården – som den kendte kok Claus Meyer står bag – hvor Meyers eventansvarlige spurgte, om hun ville læse op til Meyers arrangementsrække ‘Forfatter i det grønne’ ved Mathildehøjen i Frederiksberg Have, blev hun først glad. Men det ændrede sig hurtigt. Af mailen – og den videre korrespondance – fremgik det, at aflønningen for den 45-60 minutter lange oplæsning ville være en frokost på Fasangården. Det skriver Information, som også kan fortælle, at Anna Elisabeth Jessen er “paf” over den manglende løn og ikke ønsker at stille op til arrangementet for en frokost.  

Hos Dansk Forfatterforening er formand Morten Visby ikke imponeret over Meyers. 

“Det er dårlig stil. Og det er udtryk for manglende respekt for, at forfattere er professionelle mennesker, der lever af at skrive og har brug for en efter omstændighederne rimelig betaling for optrædener i tilknytning til deres bøger,” siger han til Kulturmonitor.

I Information forsvarer forretningschef Marie Egede fra Meyers Venues den manglende betaling til hovedpersonerne til ‘Forfatter i det grønne’ med, at der er tale om et gratis arrangement, som er forbundet med en række udgifter, og at gæsterne ikke er forpligtet til at købe noget hos Fasangården.

“Situationen er for mig at se, at den her type gratisarrangementer kun kan lade sig gøre, hvis begge parter er klar på, at man gør det for at glæde andre oven på en svær tid for alle – ikke for at tjene penge. Havde vi for eksempel valgt at holde et eksklusivt arrangement på selve Fasangården med krav om billetkøb fremfor et gratis arrangement i en offentlig park, som det er tilfældet, så havde vores tilgang til at honorere forfatterne selvfølgelig også været en anden,” siger Marie Egede til Information. 

Tænk udgift til forfatteren ind i kalkulen

Men den sondring giver ikke mening for Morten Visby, selvom der ifølge forfatterformanden er tale om et område med masser af gråzoner og meningsfulde undtagelser. 

“Det er jo fint at ville glæde andre og give afkald på betaling. Men der er tydeligvis tale om, at man har udpeget en forfatteroptræden som merværdi til et arrangement, hvor alle andre får betaling for deres bidrag. Hvorfor er det lige forfatteren, og ikke de øvrige involverede, der skal arbejde gratis? Ligesom god mad er god litteratur ikke noget, der bare er der og kan deles uden omkostninger for den, der har skabt det,” siger Morten Visby og tilføjer:

“Det er helt fint at ville kombinere mad- og litteraturoplevelse i en park, men hvorfor ikke tænke udgiften til forfatterne ind i kalkulen sammen med alt det andet, der skal til, for at det kan lade sig gøre?” spørger Morten Visby, som også kan fortælle, at man hos Dansk Forfatterforening hverken har diskuteret eller fået henvendelser om den konkrete arrangementsrække i tilknytning til Fasangården.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.