TOP

Hvad kan vi bruge markeringer af historiens mærkedage til?

Kommentar: De står i kø i disse år – markeringerne af historiens mærkedage. I 2017 var det 500-året for reformationen. I 2018 fejrede vi 100-året for Første Verdenskrigs afslutning. I 2019 blev det så 100-året for den efterfølgende fredsslutning i Versailles uden for Paris. Tilbage i 2014 markerede vi 150-året for slaget ved Dybbøl, og i år står så forsoningen af dén begivenhed for døren – nemlig markeringen af Genforeningen i 1920, hvor Sønderjylland igen blev en del af Danmark.

Men hvad kan vi egentlig lære af den slags markeringer? Hvad kan vi bruge dem til, som man spørger på moderne dansk?

To ting, vil jeg mene, som jeg vil gruppere under henholdsvis den traditionelle betragtningsmåde og den mere kunstnerisk-filosofiske.

Den traditionelle først. Vi kan altid lære af historien, og det er vores privilegium som mennesker. Det er derfor, at disse mange markeringer og jubilæer giver umiddelbar og indlysende mening for os. Historien er det spejl, der gør det muligt for os at skue både det særlige og det helt menneskeligt trivielle ved den tid, vi lever i.

Al historisk erkendelse består i erkendelsen af ligheder og forskelle: Hvilke fællestræk, om nogen, bærer vores egen tid med den ideologisk forvirrede mellemkrigstid, som afslutningen af Første Verdenskrig satte i gang, eller med de konflikter, der udløste krigen? Hvilke vildspor udlagde datidens mennesker for fremtiden – og hvilke himmelstier?

Denne betragtningsmåde anskuer som oftest historien som en kausal sammenhæng: Hvis vi fordyber os i, hvad der gik galt op til 1914, kan vi ideelt set undgå at havne i samme situation i fremtiden.

Det kunstnerisk-filosofiske perspektiv på mærkedagene

Vi kan imidlertid også bruge sådanne milepæle til – i bredere, mere kunstnerisk-filosofisk forstand – at betragte historien som et værk, som et skuespil af kræfter, der kan inspirere os til at frembringe nye idéer, skabe ny kunst og bruge de historiske begivenheder som en katalysator for refleksion over de ting, der optager os i dag, og de udfordringer, vi står overfor.

Her er den historiske begivenhed i virkeligheden mere et afsæt – ja, en slags inspiration, der fører os nye steder hen. For findes der et mere overvældende laboratorium af forløste og uforløste ideer end historiens?

Lad mig give et jordnært eksempel på, hvad jeg mener med sidstnævnte, for hermed at pege hen på, hvad årets store genforeningsfest bør føre med sig. 

Fredag den 24. august 2012. Denne dag står stadig som en af de sværeste i mit arbejdsliv. Det var den dag, hvor den kombinerede dansk-europæiske jury pegede på Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017. Ikke fordi det var et dårligt valg. Slet ikke, for Aarhus har en fantastisk kunstnerisk og kulturel infrastruktur, som kun står styrket tilbage efter den vellykkede afvikling af feståret. Men fordi det samtidig betød, at Sønderborgs dansk-tyske kandidatur blev fravalgt.

Fra grænselinjer til grænserum

I årevis havde vi (kommunikationsbureauet Have, red.), sammen med Sønderborg Kommune, hele 2017-holdet og mange andre gode kræfter, arbejdet på et kandidatur til Europæisk Kulturhovedstad, der omdannede grænselinjer til grænserum.

Den bærende pointe var, at hvor grænselinjer adskiller folk, så skaber grænserum derimod særligt privilegerede rum, hvor den kulturelle mangfoldighed lever i bedste velgående. Som i Sønderjylland-Slesvig, hvor det danske og det tyske er blandet godt og grundigt sammen på begge sider af den officielle grænse.

Uanset hvordan man vender og drejer det – og uanset det historiske nag, der også er en del af historien – vil denne sammenblanding betyde, at der kontinuerligt opstår nye erkendelser, kulturelle udtryk og filosofiske horisonter i krydsfeltet mellem det danske og det tyske.

Denne overvindelse af grænselinjer til fordel for etableringen af grænserum blev i kandidaturet brugt som inspiration til at nedbryde grænser i mange andre sammenhænge. Det gjaldt ikke mindst grænsen mellem land og by, der blev udvisket i visionen for kandidaturet, som bar titlen ‘Countryside Metropolis’.

Visionen var nemlig at skabe en ny hybrid mellem land og by, der kombinerer de mindre byers tættere sociale bånd og større nærhed til naturen med den dynamik, power og kreativitet, der normalt anses for at være identifikationsfaktor for en storby.

Fra Viborgs animationsmiljø til Fredericias musicalscene

Det kunne have været spændende at se, hvordan denne vision ville have set ud, hvis den var blevet realiseret i praksis. Sådan skulle det imidlertid ikke gå.

Til gengæld kan man konstatere, at mange mellemstore byer i stigende grad har taget denne tankegang til sig i deres udviklingsstrategi. Byer, der formår at gentænke sig selv indefra ved at lokalisere de kreative styrker, der er særligt markante hos netop dem, og ved at bruge dem til at skabe noget, der har åbenlys national værdi.

Tænk bare på Viborgs animationsmiljø eller Fredericias musicalscene. Begge er blevet entydige markører for, hvad byerne er og kan. Der er ikke blot tale om brandidentiteter, men om stærke markører for kreativ nytænkning, der giver afkast i en national og endda international kontekst.

Det er værd at udforske krydsfelterne

Tilbage til årets fejring af Genforeningen – for forhåbentlig kan den være med til at skabe endnu flere grænserum. Ikke blot geografiske hybrider mellem land og by, eller mellem det danske og det tyske, men også flere mentale grænserum.

Det videnskabelige menneske er videreudviklingen af det kunstneriske, sagde den tyske filosof Friedrich Nietzsche for snart 150 år siden. Måske er det sådan – måske er det omvendt – men under alle omstændigheder er grænserummet mellem de to, kunsten og videnskaben, værd at udforske i langt højere grad, og det samme gælder eksempelvis krydsfeltet mellem kultur og erhverv, kunst og religion eller medicin og kunst.

Ligesom fortiden rummer kimen til fremtiden, er fagfelter heller ikke lukkede omkring sig selv, men er i fortløbende dialog med andre fagfelter. Netop dette bliver tydeligt i grænserummene, hvor de forskellige felter ikke bare korresponderer med hinanden, men hvor gensidige iltningsprocesser styrker og dyrker de overlap, der formår at frembringe helt nye tanker.

Set i dette perspektiv bliver 1864 og 1920 ikke blot kilde til en øget forståelse af væsentlige spørgsmål om national og kulturel identiet, om forsoning og krigens altid truende mulighed. Den bliver også en fortælling om menneskets evne til at nedbryde grænser og skabe ny historie – ikke i form af et nostalgisk trip ’down memory lane’, men i stedet som en fortælling om mennesket som renæssancemenneske i bogstaveligste forstand, der – med en beskeden sammenligning – som en anden Leonardo da Vinci formår at overføre sine erkendelser fra det ene fagfelt og livsrum til det andet.

Måtte genforeningsåret – foruden et væld af flotte begivenheder – afføde en øget bevidsthed om potentialet i, at disse grænserum dyrkes. Af kunstnerne, af politikerne, af erhvervslivet – ja, af os alle sammen.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Chief Creative Strategist hos kommunikationsbureauet Have.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test