TOP

Hvad kan musikfestivaler? Ny europæisk forskning vil undersøge fænomenet

Heartland, Tinderbox, Roskilde, Northside, Musik i Lejet… Danskerne er vilde med festivaler, og der kommer løbende nye til. Men hvad er det, festivaler kan, som får unge som gamle, nye som garvede, til at betale tusindvis af kroner for at drikke hjernen ud og leve i en sump af affald og moralske kvaler? Det vil et nyt europæiske forskningsprojekt over de næste tre år dykke ned i. Her vil forskerne undersøge, hvordan og hvorfor musikfestivaler er blevet en af de primære måder, vi møder og forbruger kultur.

“Inden for de seneste 5-10 år er der sket en eksplosion i antallet af festivaler, og ikke kun indenfor musik. Det er som om enhver form for produkt eller oplevelse – fra kirsebær og asparges til kunst og kunsthåndværk – bliver markedsført gennem en festival,” siger professor Ian Woodward fra SDU i en pressemeddelelse.

“Vi elsker festivaler, fordi de adskiller sig fra vores hverdag og tilbyder os spænding, fornøjelse og glæde. Vi får mulighed for at prøve noget andet, og det gælder både musik, livsstil, mad og andre former for kulturer,” siger han og fortsætter:

“Festivaler er blevet en vigtig investering af vores tid og penge. Derfor vil vi gerne finde ud af, hvilken betydning festivalerne har for vores sociale og medborgerlige forståelse og for social inklusion. Musikfestivaler har et potentiale for at knytte mennesker sammen og skabe grobund for tolerance, men de kan måske også reproducere ulighed og social eksklusion,” siger han.

Det nye forskningsprojekt består af forskere fra Danmark, Polen, Storbritannien, Holland og Irland, og de vil fokusere på musikfestivaler i de fem lande.

Forskningsprojektet er en del af HERA- Humanities in the European Research Area – et partnerskab mellem 26 humanistiske forskningsråd i Europa og EU-Kommissionen. I år investerer HERA 150 mio. kroner i forskningsprogrammet: ”Offentlige rum: Kultur og integration i Europa”, som det nye forskningsprojekt ”Europæiske Musikfestivaler, offentlige rum og kulturel mangfoldighed” er en del af.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på cille@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test