TOP

‘Holiday’ tog flest statuetter til Bodil-fest, hvor ærespris gik til filmskolelærer

Biografgængere har snydt sig selv for en oplevelse, hvis de deler smag med Bodil-juryen, som består af danske filmkritikere. Isabella Eklöfs ‘Holiday’, der blot har solgt godt 2700 biografbilletter, løb med flest priser til Bodil-festen lørdag – heriblandt prisen for Bedste film.

I juryens motivation lød det blandt andet:

“På trods af titlen er det ingen badeferie, Isabella Eklöf tager os med på i ‘Holiday’. Det er råt og perverteret, det, der foregår både mellem og rundt om hovedkaraktererne den unge Sascha og hendes ældre kæreste Michael. Men Eklöf dyrker ikke provokationen for provokationens skyld, hendes ærinde er et helt andet og meget større. Med ‘Holiday’ serverer hun subtil kapitalismekritik og modige, feministiske pointer i en æstetisk overlegen indpakning.”

Victoria Carmen Sonne fik desuden prisen for Bedste kvindelige hovedrolle, og Lai Yde Holgaard modtog Bedste mandlige birolle for deres roller i ‘Holiday’, mens filmens fotograf, Nadim Carlsen, fik prisen for Bedste fotograf.

Årets Æres-Bodil gik til leder af dokumentarlinjen på Den Danske Filmskole, Arne Bro. Juryen begrundede blandt andet valget med følgende ord:

“Vi har for vane at fokusere på produktet og hylde skaberne, mens vi til gengæld overser dem, der former de udøvende, dem, der dedikerer deres liv til at udvikle andre. Men det er de mennesker, der ofte er fundamentet for det hele. En af de vigtigste skabere af filmskabere er Arne Bro. Med sin enestående kombination af kunst- og menneskeforståelse har han formidlet filmkunstens væsen igennem årtier som lærer på filmskolens dokumentarlinje, som han var med til at starte i 1992. Siden har han været en nøglefigur i den danske filmbranche. Han har haft en afgørende betydning for dansk dokumentarfilms udvikling og formsprog, og vi er ikke bange for at udpege Arne Bro som en af dem, der har banet vejen for, at den danske dokumentarfilm har så markant en position i dag, også internationalt, som den har.
Flere generationer af Den Danske Filmskoles elever har været gennem hans personlige billedsprogskursus, og på den måde skylder også den danske fiktionsfilm Arne Bro en tak.”

Samtlige Bodil-modtagere for filmåret 2018:

Bedste film: ‘Holiday’ instrueret af Isabella Eklöf

Bedste kvindelige hovedrolle: Victoria Carmen Sonne (‘Holiday’)

Bedste mandlige hovedrolle: Jakob Cedergren (‘Den skyldige’)

Bedste kvindelige birolle: Katrine Greis-Rosenthal (‘Lykke-Per’)

Bedste mandlige birolle: Lai Yde Holgaard (‘Holiday’)

Bedste dokumentar: ‘Olegs Krig – en barndom i krigens skygge’ instrueret af Simon Lereng Wilmont

Bedste amerikanske: ‘The Florida Project’ instrueret af Sean S. Baker

Bedste ikke-amerikanske: ‘Roma’ instrueret af Alfonso Cuarón

Bedste fotograf: Nadim Carlsen (‘Holiday’)

Bedste manuskript: Jakob Weis for ‘Den tid på året’

Æres-Bodil: Leder af dokumentarlinjen på Den Danske Filmskole, Arne Bro

Sær-Bodil: Oversætter Henrik Thøgersen

Henning Bahs Prisen (for bedste produktionsdesign): Simone Grau Roney (‘The House That Jack Built’)

Blockbuster Talentprisen: Gustav Möller (for instruktion af ‘Den skyldige’)

 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.