TOP

Højsæson på halv eller kvart kraft: Store museer kan stadig ikke bryde coronamønstret

Målt op mod besøgstallene fra før verden kendte til corona, ser den indeværende sommerhøjsæson særdeles trang ud for flere af landets store museer, selvom krav om mundbind og timeslot-bestilling for længst er sløjfet. Det skriver Berlingske.

Skidt ser det blandt andet ud på Glyptoteket, der sidste år fik halveret sit samlede besøgstal. Meget tyder på, at den kedelige tendens fortsætter, idet Glyptoteket i juni måned kun havde 11.143 gæster svarende til 28 procent af besøgstallet to år forinden, i juni 2019.

Endnu værre står det ifølge avisen til på Rosenborg, der er et af de tre museer under det tidligere konkurstruede Kongernes Samling. Her mønstrede man i juni blot ni procent af det antal gæster, der på samme tid af året besøgte museet i 2019.

Også Lousiana hænger fortsat i bremsen med et juni-besøgstal på 24.800 svarende til 43 procent af besøgstallet i juni 2019, skriver Berlingske.

Siden genåbningen 21. april har museerne generelt kæmpet for at tiltrække gæster. I Roskilde har Vikingeskibsmuseet oplevet besøgstallene være på et absolut minimum, og i Esbjerg gik flere museer tre uger efter genåbningen sammen om en aviskampagne for at standse frafaldet af gæster.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk