TOP

Hesseldahl: Op til 30 fyringer på vej hos Gyldendal – forlagsdirektør fratræder

Gyldendal vedtog sidste år en strategi for udviklingen af koncernen i 2018-2022. For at leve op til den strategiske ambition om at udvikle og fokusere forretningen bliver alle forlagslinjer nu samlet i Gyldendals hoveddomicil i Klareboderne.

Det meddeler Gyldendal i en pressemeddelelse.  

Strategien udspringer af et ønske om at kunne agere offensivt på ændret kundeadfærd og nye forretningsmodeller i forlagsbranchen, og konkret betyder det, at forlagene Rosinante & Co., Høst & Søn, Cicero, Pretty ink og Flamingo videreføres i Gyldendal.

Men det betyder også, at der er 25-30 fyringer på vej i koncernen, og at Rosinante & Co. ophører som selvstændigt selskab. 

”Som samlet forlagshus vil Gyldendals strategi fortsat være at udvikle det bedste indhold og bevare den store bredde i udgivelserne. Rosinante & Co. har en markant profil i markedet såvel som i koncernen med en fornem og kvalitetspræget portefølje. Men for at vi fortsat kan værne om de stærke udgivelseslinjer på et ændret marked, er det nødvendigt, at vi i højere grad samler vores forretning,” udtaler Morten Hesseldahl, administrerende direktør i Gyldendal, og uddyber:

“Derfor flyttes redaktionerne fra Rosinante & Co. ind i Klareboderne, og de enkelte udgivelseslinjer bevares. Digitaliseringen stiller samtidig nye krav til os som forlæggere både i forhold til nye formater, distribution, markedsføring og ikke mindst IT. Vi ser en række fordele ved at samle og styrke organisationen af særligt disse områder.” 

I forbindelse med at Rosinante & Co. ophører som selvstændigt selskab, fratræder administrerende direktør Jakob Malling Lambert sin stilling.

”Jakob Malling Lambert har været en særdeles dygtig direktør for Rosinante & Co. og et vigtigt medlem af koncerndirektionen, og jeg takker ham for hans årelange indsats for Rosinante & Co. og for hele Gyldendal,” udtaler Morten Hesseldahl.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.