TOP

Helle Sønderby bliver redaktionschef for DR Kultur og Samfund TV

DR skal fremover sætte et markant aftryk på det kulturelle landskab i Danmark. Derfor bliver en række afdelinger samlet i en ny enhed, og Helle Sønderby bliver redaktionschef for DR Kultur Samfund TV, som er en del af den nye enhed.

Det glæder Henrik Bo Nielsen, direktør for DR Kultur, Børn og Unge, siger han til DR.

“Helle er et kraftcenter i sig selv. Helle Sønderby er ambitiøs på sit fags vegne, og hun er vant til at lede dygtige mennesker, der brænder for indhold. Så hun er særdeles godt rustet til den ledelsesopgave, der venter hende,” siger han.

Helle Sønderby kommer med mange års erfaring fra blandt andet DR, hvor hun drev udviklingen af nye formater i DR Nyheder. Senest har hun været ansat som kreativ direktør for digital udvikling hos Nordisk Film TV.

Udfordringen for den nye afdeling bliver overgangen fra flow-tv til streaming. De skal levere tv-produktioner, som egner sig til streaming. I artiklen fra DR skriver de, at med medieforliget skal DR’s rolle som kulturinstitution stå endnu skarpere.

“DR har været meget igennem, siden jeg var her sidst. Men fundamentet er stærkt, og public service-indhold er mere relevant end nogensinde. Jeg vil skabe landets mest innovative kultur- og samfundsredaktion, hvor vi vil sikre, at danskerne får TV-indhold, der er vigtigt for dem. Samtidig vil jeg arbejde uafbrudt på at skabe DR’s mest attraktive afdeling for medarbejderne. Det er godt nok svært at vente på at komme i gang,” siger Helle Sønderby til DR.

DR Kultur og Samfund TV kommer til at producere brede og smalle tv-programmer indenfor kultur og historie. Helle Sønderby tiltræder 1. september.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test