TOP

Hans Munk erstatter Ole Glahn som kultur-formand i Kalundborg Kommune

Ole Glahn (R) træder af som formand for kulturudvalget i Kalundborg Kommune og erstattes af Hans Munk (R). Sådan lyder det i en artikel fra Sjællandske Nyheder.  

Efter næsten 35 år i politik takker Ole Glahn af for at gøre plads til nye kræfter.

“Jeg har ansøgt Kalundborg Kommunalbestyrelse om tilladelse til at udtræde af Kommunalbestyrelsen pr. 1. april. Efter 34 år og 3 måneder som folkevalgt. Først i Bjergsted Kommune som borgmester i otte år, fra 1986 – 1994, derefter som kulturudvalgsformand frem til 2005. Fra 2005 ældre- og sundhedsudvalgsformand i Kalundborg Kommune frem til 2015, hvorefter jeg blev formand for Kultur og fritidsudvalget,” siger Ole Glahn til Sjællandske Nyheder. 

Hans Munk, der overtager posten efter Ole Glahn, er formand for De Radikale i Kalundborg. Han er uddannet præst og psykoterapeut, og ved siden af sit politiske engagement arbejder han i dag med psykoterapeutisk rådgivning i sin egen praksis i Kalundborg. 

Hans Munk overtager posten som formand for kulturudvalget i Kalundborg Kommune 1. april. 

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på caroline@kulturmonitor.dk