TOP

Hædret forfatter går Kaspar Colling Nielsen i bedene og bliver taleskriver for miljøministeren

Forfatteren Peder Frederik Jensen, der blandt andet står bag novellesamlingen ‘Banedanmark’ (2014) og romanen ‘Vold’ (2016), er fra 4. november tiltrådt en stilling som taleskriver for miljøminister Lea Wermelin (S).

Det fortæller Peder Frederik Jensen i et interview med Dagbladet Information, hvor han uddyber sit personlige engagement i den aktuelle klimasituation. 

“Det, der foregår på miljø- og naturområdet er virkelig vigtigt for mig, og det relaterer sig rigtig meget til det, jeg har beskæftiget mig med omkring Afrika og Cameroun. Så det ligger i meget god tråd med at få lov til at ændre på nogle holdninger i verden gennem det, der foregår i det politiske system,” siger Peder Frederik Jensen til Dagbladet Information. 

Den 41-årige forfatter har i alt seks bøger på cv’et med langdigtet ‘Skullfucking’ fra 2017 som sin seneste udgivelse. I 2017 modtog han desuden Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

Foruden sit litterære forfatterskab har Peder Frederik Jensen også skrevet essays om miljø- og ressourceproblemer i Afrika, som er blevet bragt i flere danske medier. Afrika var ligeledes et omdrejningspunkt for romanen ‘Vold’, som i 2016 blev nomineret til Politikens Litteraturpris.

“Jeg er embedsmand, så jeg må jo ikke politisere, men jeg oplever, at der er momentum for en grøn politik, og det føles som et godt tidspunkt at bruge mine evner i en god sags tjeneste,” siger forfatteren. 

Ansættelsen af Peder Frederik Jensen sker lidt over to måneder efter, at Kaspar Colling Nielsen blev ansat som taleskriver for klimaminister Dan Jørgensen.

 

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test