TOP

Håbet er ude for sommerens danske festivaler – forbud mod store forsamlinger fastholdes til og med august

Statsminister Mette Frederiksen (S) har på et pressemøde i Statsministeriet mandag aften slået fast, at den gradvise åbning af Danmark ikke tilgodeser sommerens danske festivaler.

Det aktuelle forbud mod store forsamlinger fastholdes nemlig til og med august. Dermed vil det ikke være muligt at afvikle store markeder og festivaler i løbet af sommeren, hvilket blandt andet går ud over Heartland Festival, Copenhell, Northside, Tinderbox, Roskilde Festival og Skanderborg Festival.

Roskilde Festival, Dansk Live og Dansk Erhverv reagerer

Roskilde Festival har netop kommenteret nyheden og beskrevet, hvordan den tvungne aflysning får vidtrækkende konsekvenser for en række organisationer og initiativer både i og uden for Danmark.

Også Esben Marcher, der er sekretariatschef i Dansk Live, har kommenteret nyheden.

”Det er selvfølgelig ærgerligt nyt, men vi er glade for, at der nu kommer en udmelding, så festivalarrangørerne ved, om de er købt eller solgt. Der bliver behov for hjælp og nu må vi se, hvad der kommer i en hjælpepakke til festivalerne. Aflyste festivaler vil ikke kun ramme arrangørerne hårdt. Det vil også være et slag for de lokale kræfter og foreninger og for leverandører og musiklivet generelt. Det er vigtigt, at der også er leverandører til festivalerne på den anden side af corona-krisen,” siger Esben Marcher.

Hos Dansk Erhverv anslår man, at aflysningen af alle sommerens festivaler vil resultere i et omsætningstab på knap 1,7 milliarder kroner. Derfor foreslår organisationen en kompensationsordning, der kan komme festivalernes akutte nødhjælp til undsætning. 

På mandagens pressemøde understregede Statsministeren også, at alt det, der er lukket i dag, fortsat vil være lukket frem til 10. maj. I kulturelle sammenhænge gælder det blandt andet biografer, museer, teatre og spillesteder.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk