TOP

Gyldendals nye udgivelsesprogram vender op og ned på tankegangen – tænker digitalt først

Tallene taler deres tydelige sprog. I 2019 steg bogbranchens omsætning på digitalt indhold med 10 procent, og under coronakrisen har Danmarks største digitale forlag, Saga, oplevet en stigning på 50 procent sammenlignet med ugerne før coronakrisen

Nu vil Gyldendal også ride med på den digitale bølge, når de lancerer et nyt digitalt udgivelsesprogram, der går under navnet Gyldendal Stereo.

Det skriver Mediawatch.

Gyldendal Stereo vender ifølge Rasmus Bjerre, der er chef for digital indholdsudvikling, op og ned på den traditionelle tankegang blandt forlag. Gyldendal Stereo tænker digitalt først. Der vil blive skrevet, produceret og distribueret med et digitalt marked for øje.

Gyldendal Stereos strategi vil både satse på digital only eller digital first. Digital only bliver kun udgivet digitalt, mens digital first først vil blive produceret til net og derefter fysisk. Det er planen, at der skal udkomme 40 titler i løbet af i år.

Til Mediawatch forklarer Rasmus Bjerre, at Gyldendal oplever en stigning på 20 procent blandt lydbøger i digitalt format. Derfor skal lydbogsformatet udvikles.

“Der ligger nogle interessante muligheder i formatet, hvis man går til det med friske øjne og ser på markedet som noget andet end det analoge og som et med nogle andre muligheder og udfordringer. Der er også en helt anden økonomi i det digitale marked. Vi har for eksempel en væsentligt lavere stykpris på en digital udgivelse end for en papirbog. Så dét aspekt påvirker hele forretningsmodellen bag forlæggeri. Men omkostningerne forbundet med produktionen er også en del lavere, og i vores setup har vi så skruet det sammen således, at det kommer forfatteren til gode ved, at satsen for deres royalties er højere,” siger han. 

Krisen skubber til en digitale omstilling

Dermed læner Gyldendal sig op af en tendens, som vi i den kommende tid vil se endnu mere af. Det spår Jeppe Branner, der er redaktionschef for Saga. Til Kulturmonitor har han forklaret, at coronakrisen kommer til at påvirke det digital salg i endnu højere grad, da flere vil lære lyd- og e-bøger at kende.

“Det er klart, at den udvikling, vi har kunnet se på forhånd, er blevet accellereret på grund af det her. Jeg tror, at krisen skubber den digitale omstilling hurtigere frem, end vi havde forestillet os,” sagde han.

Gyldendal Stereo vil blandt andet fokusere på krimigenren, som i øjeblikket har godt fat i brugere af lydbøger. Derfor vil en af de første udgivelser på Gyldendal Stereo se dagens lys i næste måned, når krimiduoen Søren og Lotte Hammer udgiver en ny lydbog, mens podcastduoen ‘Fries before Guys’ lægger stemmer til de to kvindelige hovedroller. 

Der bliver ikke oprettet en særskilt redaktion. Det vil derimod være forlagets eksisterende redaktioner, der leverer indhold til Stereo, skriver Mediawatch. 

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på mads@kulturmonitor.dk