TOP

Gyldendal sender ny digtsamling af Yahya Hassan på gaden uden varsel

Gyldendal overrasker med en ny digtsamling af Yahya Hassan, som udkommer fredag. Pressemeddelelsen om udgivelsen blev udsendt sent torsdag aften. 

“For Yahya er det ekstremt vigtigt, at bogen kommer nu. Han vil give sin version af den historie, mange mennesker og medier gerne har villet fortælle for ham. Det her er hans historie, så rå og uforsonlig den er. Og den udkommer på denne måde, uden varsel, for den taler for sig selv. Yahya har inden udgivelsen kun givet et enkelt interview, og det er til en, han kender, Martin Krasnik fra Weekendavisen,” udtaler forlagschef og Yahya Hassans redaktør, Simon Pasternak, om den pludselige udgivelse. 

Den nye digtsamling hedder slet og ret ‘Yahya Hassan 2’ og tæller 59 personlige digte, hvor Yahya Hassan fortæller sin historie – fra han er 18 år og debuterende forfatter til han bliver jaget vildt, voldsmand, fængslet og indlagt. 

“Det er digte om tvivl, sammenbrud, ensomhed, om volden og vanviddet i verden og i en selv og om at ville kærligheden og nærheden, men ikke kunne holde på den,” lyder det i pressemeddelelsen. 

Skriver om en mørk verden

Det er seks år siden, at Yahya Hassan debuterede med sin første digtsamling, der bærer hans navn som titel, og som indtil videre er trykt i 122.000 eksemplarer, hvilket gør den til den mest solgte debutdigtsamling i Danmark.

“Det er en fortsættelse af 1’eren, og den handler om alt det, der er sket siden da. Den skal ud nu, fordi det er på høje tid,” udtaler Yahya Hassan om den nye digtsamling i pressemeddelelsen, hvor det også bliver oplyst, at forfatteren ikke står til rådig for interviews, da han for tiden er frivilligt indlagt på et psykiatrisk hospital. 

Om Yahya Hassans betydning som forfatter siger Simon Pasternak følgende:

“Han er et eksempel på, hvad litteratur kan: give plads til stemmer, der fortæller om det, vi andre ikke ved. Eller har lyst til at vide. Han er en af de forfattere, der gør litteraturen relevant. Han er ikke renskuret eller noget mønstereksempel på moral, han er dybt kompliceret, straffet, men også ærlig, reflekteret – og så har han set ind i et mørke, som de færreste har set. Og det er der altså nogle, der skal gøre, kriminelle eller ej. Se Jean Genet, se William Burroughs, alle de forfattere, der viser os deres virkelighed. Selvom det ikke er rare verdener, de skriver om, selvom de selv er mørke og sammensatte, skal vi lytte til dem, fordi de skriver om en verden, der findes. Den verden forsvinder ikke, selvom vi ikke vil høre på den.” 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test